


AC Horsens har de seneste syv kampe ikke lukket mål ind, så der ventede HB Køge noget af en opgave med at nedbryde den østjyske defensiv, da de to hold onsdag aften tørnede sammen i DBU Pokalen.
Horsens kom bedst fra land i opgøret i Herfølge, men stille og roligt formåede hjemmeholdet at arbejde sig ind i kampen. Det blev dog ikke til de store chancer i de første 45 minutter, som sluttede uden mål.
Anden halvleg forløb meget som første, men bedst som kampen så ud til at gå i forlænget, ville Alexander Ludwig det anderledes. Efter en dødbold dumpede bolden ned for fødderne af stopperen, der resolut sparkede i mål.
Horsens forsøgte i slutfasen at svare igen, men uden held. I stedet fik HB Køge et straffespark, og samtidig blev Horsens’ målmand, Jørgen Simon Jørgensen, udvist. På straffesparket bragte Brandao HB Køge på 2-0.
Dermed er HB Køge videre i pokalen med 2-0 over østjyderne, der for første gang i otte kampe lukkede mål ind.



HB Køge
AC Horsens
Oddset Pokalen






























