Luk

HB Køge tog tiltrængt sejr mod tophold

| NordicBet Liga | 10 kommentarer

Infoboks

HB Køge - FC Fredericia 3-0
NordicBet Liga
19' 1-0 Emilio Simonsen
57' 2-0 Joachim Rothmann
89' 3-0 Marius Elvius

HB Køge tog sæsonens blot anden sejr i 1. division, da Daniel Aggers tropper besejrede topholdet FC Fredericia med 3-0.

Efter en ellers fornem sæsonstart led FC Fredericia for en uge siden sæsonens første nederlag, men fredag kunne Michael Hansens tropper rejse sig i 1. division.

Her gjaldt det udekampen mod HB Køge, der i den grad er kommet ned på jorden efter den flotte premiere, der gav en udesejr mod Superliga-nedrykkerne AC Horsens.

Daniel Aggers mandskab gik således ind til fredagens hjemmekamp med nul sejre i de seneste otte kampe i 1. division.

Det var da også gæsterne, som lagde bedst ud, men ikke desto mindre kom HB Køge foran efter knap 20 minutter.

Bolden blev sendt ind i feltet til Emilio Simonsen, som lagde bolden til rette med brystet og hamrede den i kassen ude ved stolpen til 1-0.

Målet fik gang i HB Køge, som efter scoringen var langt bedre med og efter 45 minutter kunne gå til pause foran med 1-0.

Fra anden halvlegs start var det jævnbyrdigt, men efter godt ti minutter kom hjemmeholdet foran med to.

Her gik en velspillende Pierre Larsen med frem og lagde bolden ind i feltet, hvor Joachim Rothmann steg til vejrs og headede bolden i mål til 2-0.

Herefter pressede Fredericia på, og HB Køge-keeper Oskar Snorre måtte flere gange vise sig frem i målet for at holde gæsterne fra scoring. 

Trods et godt pres i slutfasen lykkedes det ikke for Fredericia at bringe spændingen tilbage i kampen, og i stedet lukkede HB Køge sagerne til sidst.

Mike Jensen fandt Marius Elvius i feltet, og Elvius hamrede bolden fladt i nettet ved modsatte stolpe til 3-0, som også blev kampens resultat.'

Med sejren rykker HB Køge op på syvendepladsen i 1. division, mens FC Fredericia ligger nummer to. 


Af Mikkel Nøhr
Onsdag 27. oktober
Tirsdag 26. oktober