Den danske offensivspiller Emil Frederiksen er langt fra spilletid i hollandske Heerenveen, og derfor er han blevet enig med klubben om at afsøge muligheden for en lejeaftale.
19-årige Frederiksen bekræfter over for bold.dk, at der har været tilbud fra blandt andet Danmark, og nu skal han vurdere, hvor chancen for spilletid er størst.
- Der har været lidt henvendelser fra både Holland og Danmark, så nu skal jeg finde ud af, hvad der er konkret, og hvor mavefornemmelsen er bedst, siger Frederiksen til bold.dk.
- Hvis der er et tilbud, og jeg tror på, jeg kan få spilletid i en klub i Danmark, skræmmer det mig ikke. Hvis der er tilbud i Holland eller andre steder, er det også fint.
- Det tænker jeg ikke så meget over. Jeg gør, hvad der skal til for at få større chance for spilletid, siger Emil Frederiksen.
På tide at få spilletid
Emil Frederiksen tog til Heerenveen i januar 2017 fra ungdomsafdelingen i Viborg FF, og det sidste halvandet år har han været en del af førsteholdet i den hollandske klub.
Det er dog ikke blevet debut endnu, og danskeren føler, han har været langt fra debut.
- Jeg har jo trænet med førsteholdet hver dag og har følt, jeg er en del af truppen, men når det kommer til spilletid, har jeg ikke følt, at jeg var i nærheden af noget for at være ærlig, siger Frederiksen.
- Jeg har været med til nogle kampe, men har ikke følt, jeg har været tæt på at komme ind.
- De kampe, man spiller for reserverne, tæller jo ikke rigtig noget, og jeg savner at spille kampe, hvor der er noget på spil.
Offensivspilleren, der er søn af Superliga-legenden Søren Frederiksen, hænger dog på ingen måde med mulen trods modgangen.
- Det er ikke sådan, at jeg har mistet modet, for jeg har det super godt, også med de danskere der er hernede. Vi har det godt sammen og ses meget uden for banen.
- Men jeg føler, at jeg har gjort mig fortjent til at komme ud og spille nu. Jeg har siddet på bænken hernede i lang tid, og jeg føler, jeg har bevist mit værd til træning og i testkampe.
- Nu er det på tide, at jeg prøver noget nyt, for de har ikke kigget min vej, og det, tænker jeg, er fair, siger Emil Frederiksen.
Emil Frederiksen har kontrakt med Heerenveen frem til sommeren 2022.


Heerenveen
3F Superliga
Æresdivisionen






























