Luk

Helenius: Eksperter er overraskede - vi er ikke

| 3F Superliga | 4 kommentarer

Infoboks

AGF - Silkeborg 1-1
Superligaen Grundspil
17' 1-0 Mustapha Bundu
70' 1-1 Rasmus Carstensen

Nicklas Helenius regner med, at Silkeborg har gjort det bedre end eksperternes forventninger i dette efterår, men han er ikke selv så overrasket over holdets store succes.

Silkeborg snuppede sin 10. uafgjorte i dette efterår, da det fredag aften blev til 1-1 mod AGF i 3F Superligaen.

Oprykkerne har blot tabt to kampe i efteråret og overvintrer som nummer seks, og holdet har i manges øjne været den helt store overraskelse i denne sæson.

Silkeborg er dog ikke selv så overraskede over succesen, siger Nicklas Helenius.

- Det har været et stærkt efterår. Jeg tror, vi har gjort det over eksperternes forventninger, men ikke vores egne, siger Nicklas Helenius.

- Vi havde tro på, at vores spilkoncept kunne gøre en forskel, for det er anderledes, end det de andre hold gør.

- Vi kan ikke længere sige, at holdene lige skal lære vores koncept at kende, for det har de gjort nu.

Er bedre end holdene under os
Helenius påpeger, at Silkeborg-spillerne er gode til at løbe for hinanden, og det gør tingene en del nemmere.

- Vi viste, at når vi laver de rigtige løb for hinanden, er vi dygtige. Nogle gange føler jeg, det er nemt at løbe derinde, for jeg tror, jeg har 10-12 førstegangsafleveringer, hvor vi kom til nogle gode muligheder.

- Det sker, fordi vi er gode til at løbe for hinanden. Det er det, vi er gode til, når det sidder der.

- Det eneste, jeg ærgrer mig over i dag (fredag, red.), er, at vi gav for mange chancer væk i første halvleg. Det var ikke nødvendigt.

Helenius vurderer, at Silkeborg har gode chancer for at beholde pladsen i top seks.

- Vi kan jo selv afgøre det, men det er svært at vurdere. Vi ligger i en gunstig position, og vi tror på, at vi kan blive endnu bedre til flere ting hen over vinterpausen.

- Vi er svære at slå, og det peger også på, at vi har gode muligheder for top seks, siger Helenius.

Er I bedre end de hold, der ligger under jer?

- Det er vi jo, når vi kigger på tabellen. Jeg synes, vi med rette kan sige, at vi godt kunne have haft flere point. Der var nogle kampe, vi skulle have vundet, og det synes jeg også, vi skulle i dag (fredag, red.), siger Helenius.

Silkeborg har aktuelt rækkens tredjebedste defensiv med 16 indkasserede mål i 17 kampe - og det er med en kamp mere end de resterende top seks-hold.


Af Sara Margren
Fredag 28. januar
Torsdag 27. januar