Ipswich spiller i den næstbedste engelske række, og det var derfor forventeligt, at det engelske hold ville være det stærkeste. Og Ipswich vandt da også kampen med 3-1, men Helsingør spillede godt med.
Darren Bent scorede de to første mål i 1. halvleg, og kort efter pausen scorede Marcus Bent til 3-0. Stefan Ellehammer fik dog pyntet på resultatet med en scoring fra kanten af feltet.
- Det var en udmærket kamp, og jeg synes, at begge hold gjorde det flot. Det var hårdt for Helsingør at få to mål imod sig kort før pausen, men de kom godt igen. Banen var et kapitel for sig, den var simpelthen fremragende, faktisk den bedste jeg nogensinde kan mindes at have spillet en træningskamp på, sagde den tidligere Manchester City- og nuværende Ipswichtræner Joe Royle efter kampen ifølge HIFs hjemmeside.
Også Helsingørs træner Flemming Pedersen var godt tilfreds.
- Generelt set er jeg meget tilfreds. Vi gjorde, hvad vi kunne, og jeg er i hvert fald ikke bange for at bruge vores mange unge spillere, efter det høje niveau, de viste i dag. Vi står distancen og arbejder hårdt over hele linien, sagde Flemming Pedersen.
Kampen mod Helsingør var et led i Ipswichs træningslejr i svenske Trelleborg.
































