Luk

Helstrup om coronavirus: Jeg tænker over det

| Arka Gdynia | 0 kommentarer
Helstrup om coronavirus: Jeg tænker over det
Foto: Arka Gdynia

Infoboks

Arka Gdynia-spilleren Frederik Helstrup siger, at spillernes omgang med hinanden er blevet påvirket grundet frygten for coronavirus.

Frederik Helstrup frister en tilværelse i Polen i Ekstraklasa for holdet Arka Gdynia, og som i alle andre lande har pandemien coronavirus også haft påvirkning på spillernes hverdag. 

Polen har gjort samme tiltag som i Danmark i forbindelse med coronavirus, og det præger også fodboldspillerne i Helstrups polske klub. 

Det betyder, at alle offentlige institutioner er blevet lukket, samt skoler, biblioteker og større forsamlingssteder. 

- Det er lidt underligt, fordi stadion og træningsanlæg er ejet af kommunen, og kommunen ejer alle offentlige institutioner og forsamlingspladser, så egentlig er stadion også lukket. Jeg tror dog, at vi får lov til at træne, siger Frederik Helstrup til bold.dk. 

WhatsApp-gruppe brænder

Det seneste stykke tid har klubbens helt store samtaleemne været coronavirus. 

- Lige nu har vi en WhatsApp-gruppe for vores trup, og den brænder lige nu. Fra morgenstunden i går til nu har der måske været 300 beskeder, fordi folk ikke rigtig ved, hvad der sker, siger Helstrup.

Den 26-årige dansker siger, at spillerne tager en række forholdsregler i forbindelse med coronavirus, og det påvirker også deres måde at være sammen på. 

- Vi tænker da en ekstra gang over det. Vi siger bare ’hej’ til hinanden og giver ikke hånd som normalt. Vi afspritter også vores hænder inden. 

- Det er jo også svært, for fodbold er jo også en kontaktsport, og man er tæt på hinanden hele tiden, så på den måde, hvis én bliver smittet, så er der en kæmpestor risiko for, at man også selv bliver smittet, som på andre arbejdspladser. Så det tænker vi da helt klart over, siger danskeren. 

Katastrofalt med total suspendering

Fredag blev de næste to runder i Ekstraklasa udskudt. Hvad der skal ske på den længere bane, ved ingen endnu. 

Det er muligt, at ligaen ikke bliver spillet færdig. Hvis det sker, vil det være katastrofalt for Arka Gdynia. Holdet er lige nu placeret næstsidst i den polske liga.

- Hvad der skal ske i ligaen er uvist. Lige nu er vi ikke i en særlig gunstig position i ligaen, i forhold til hvis ligaen skulle blive suspenderet helt. Hvad ville der så ske, hvis vi bare stoppede ligaen nu, og så bare tager en ny sæson. 

- Dem der så ville ligge til nedrykning, ville rykke ned, mens oprykkerne i den næstbedste række ville rykke op. Det ville være helt katastrofalt for os, siger Helstrup og fortsætter:

- Det ville være helt utilgiveligt. Det vil vi ikke acceptere. Det er også derfor, at vi venter og ser, hvad der sker. 

- I det hele taget er det bare helbredet, der er det vigtige for alle mennesker, så må vi tage konsekvenserne af det, og der er heldigvis nogle højere magter, der diskuterer og træffer afgørelse om det. Det er ude af vores hænder.

Frederik Helstrup har spillet i Arka Gdynia siden august 2017, hvor han kom til klubben fra Helsingborg. Danskeren er noteret for 11 kampe i denne sæson for Arka Gdynia.


Af Anders Jensen
Søndag 17. oktober
Lørdag 16. oktober