Luk

Herlig underholdning da FCN slog RFC 4-3

| 3F Superliga | 15 kommentarer

FC Nordsjælland tog sejren i en strålende fodboldkamp, da holdet søndag gæstede Randers i 3F Superligaen. Kampen endte 4-3 til gæsterne.

Randers FC og FC Nordsjælland satte søndag eftermiddag hinanden stævne i anden runde af 3F Superligaens mesterskabsspil.

De to klubber kom ind til kampen med forskellige oplevelser fra første runde, da Randers led nederlag ude til FCK, mens FCN tog en flot hjemmesejr over medaljeaspiranterne fra AGF.

Randers kom klart bedst fra start, men snart begyndte FC Nordsjællands elegante boldbesiddelse at sætte sine spor, og det gav hurtigt pote for udeholdet.

Victor Jensen, der var tilbage i startopstillingen for FCN efter fravær mod AGF, driblede sig fri efter syv minutter og udplacerede Patrik Carlgren i Randers' mål til en hurtig FCN-føring.

Randers svarede igen 10 minutter senere med et akavet forsøg fra Marvin Egho. Østrigeren ramte ikke bolden rent, men skruen satte FCN's Peter Vindahl på prøve, i det han måtte give hjørnespark fra forsøget.

Randers satte sig fysisk på kampen, men havde problemer med at spille sig frem til chancer, og så kunne FCN passende slå kontra. 

En følt dybdebold fra Magnus Kofod Andersen fandt Kamaldeen Sulemana, og ghaneserens frygtindgydende fart tog ham forbi Randers-kaptajn Erik Marxen og alene igennem, så han let kunne score til 2-0.

Glæden var dog kortvarig for gæsterne, da en stærkt spillende Tobias Klysner satte sig igennem på højre kant. Hans indlæg havnede ad omveje hos Egho, der fra nært hold tonsede bolden ind til Randers-reducering.

VAR undersøgte både, om der var frispark og offside, men fandt ingen af delene, hvorfor scoringen fik lov at stå.

Randers' fysiske overtag satte det unge FCN-mandskab under hårdt pres. Vindahl måtte igen redde fra Nikola Mileusnics fremragende frispark efter 37 minutter.

Alligevel kom FCN på 3-1 kort før pausen, da en kontra sendte Chukwuani alene afsted. Kamaldeen kom ham til hjalp, og selv om afleveringen var halvskidt, fik stjernen bolden med og gentog sit kunststykke fra før.

En ordentlig spand vand i hovedet på et Randers-hold, der ellers må have følt, at udligningen var lige inden for rækkevidde.

Endnu bedre underholdning efter pausen

Første halvleg var i det store og hele glimrende underholdning, og spillerne tillod ikke sofaseerne for lang tid ude i køkkenet efter genstarten.

FCN startede med et godt angreb, som med lidt mere skarphed kunne have givet mål, mens Randers havde flere glimrende indlæg i den anden ende.

Marvin Egho var en konstant trussel kampen igennem og kom efter 50 minutter først på en løs bold foran FCN-feltet, som han bragede forbi venstre opstander.

Lige i den anden ende driblede Kamaldeen sig for en gangs skyld forbi Carlgren i stedet for at afslutte på Chukwuanis stikning, men hans skud var komplet forfejlet. 

Der var smæk for skillingen - så meget, at det næsten ikke nåede at blive vist på tv, da FCN efter 54 minutter komplet kvajede sig i forsvaret, så Vito Hammershøy-Mistrati kunne score fra meget kort afstand til 2-3.

Han kunne oven i købet have udlignet kort efter, da Randers fik et nyt frispark på kanten af FCN-feltet, men midtbanemandens forsøg gik over mål.

Sørme om ikke også, at Hammershøy-Mistrati var på spil nok engang efter en time, men hans afslutning gik lige akkurat forbi mål.

Tempoet aftog herefter lidt, men det var kun til FCN's fordel, da holdet ligesom i første halvleg lynede, da Randers ellers sad på tingene og med en indskiftet topscorer Alhaji Kamara jagtede udligningen.

Daniel Svensson og Andreas Schjelderup spillede en fiks 1-2 på venstre kant, hvorefter Svensson fandt Victor Jensen inde foran. Han kunne glide bolden ind til sit andet mål i kampen og vilde 4-2 til FCN med 20 minutter igen.

Med ti minutter igen blev Hammershøy-Mistrati sendt i dybden, men hans afslutning gik snert forbi stolpen. 

Chancen virkede til at være passeret for Randers, men nok engang markede Mistrati sig, da han steg til vejrs på et indlæg og scorede på et velplaceret hovedstød.

Så var der lagt op til dagens tredje RFC-storm mod FCN-målet. Erik Marxen havde bud efter mål på frispark, hvor også Carlgren var med fremme. 

Randers fik tilspillet sig et sidste hjørnespark, men Peter Vindahl fik heroisk hevet bolden til sig under kæmpe pres fra flere Randers-spillere.

Det blev kampens sidste aktion: FCN vinder en dybt underholdende Superliga-kamp med 4-3 ude over Randers.

Klubben sneg sig imod manges forventning med i mesterskabsspillet, men spørgsmålet er efterhånden, om det unge mandskab aspirerer til mere end bare at være med, hvor det er sjovt.

Støt Randers FC og støt vores sponsorer.


Af Philip Blüdnikow

15 kommentarer

RFCboys 15:59          
RFCboys 16:00          
Tænker det vil være en rigtig god ide, at starte med Kallesøe, Graves, Marxen og Bundgård
I bagkæden på Torsdag og i øvrigt fremad.
For Piesinger kostede igen i dagm

Når det så er sagt, så er det sig et godt udtryk RFC kommer med.
Og havde FCN ikke haft en voldsomt skarp dag, var resultatet blevet anderledes
FC Nordsjælland 16:00          
Ubesejret 9 kampe i træk.
Jimmy Jump 16:01          
Forfærdeligt passivt forsvarsspil mod et uhyre effektivt Nordsjælland-hold. Marxen-Piesinger-konstellationen så godt nok svag ud i dag.
Dolly Blues 16:02          
Vanvittigt flot at de unge Nordsjælland drenge bare fortsætter deres gode stime. De er gået fra at være den nærmeste nedrykningskandidat til at spille med om bronzen på så kort tid - skulle ikke undre mig, hvis de ender med bronzemedaljerne om halsen.
Plæneklipperen 16:12          
Flot af FCN. Randers FC så rystet ud til tider.
Wile E. Coyote 16:12          
Underholdende men selvfølgelig på bekostning af forsvarsspillet. Jeg synes egentlig ikke vi spiller dårligt i dag, men 3-5-2 giver lidt andre udfordringer for holdet som de forhåbentligt fremadrettet kan fokusere lidt på at få rettet.

Det var lidt for nemt det blev farligt i dag. Men igen spiller vi rigtig godt fremad banen. Bare ikke med FCN effiktivitet.
Søndag 16. maj