- Nu går jeg benhårdt efter at komme med til VM.
Sådan lyder det fra Mads Hermansen, der i et interview med bold.dk fortæller, at han har sat sig en klar målsætning om at komme med til VM i Qatar 2022, efter han fra fredag til onsdag fik lov til at snuse til A-landsholdet.
- Det giver blod på tanden i forhold til, at jeg nu går efter at komme med til VM. Nu er det min målsætning, så jeg skal bare arbejde stenhårdt, spille en masse gode kampe og blive ved med at bygge på. Så må vise, om det rækker til det, siger han.
- Jeg sigter altid, så højt jeg kan, og det er jo det ypperste at komme med til en slutrunde for sit land, så selvfølgelig går jeg efter det, lyder det fra Hermansen.
Den 21-årige Brøndby-keeper sluttede sig onsdag aften til U21-landsholdet i Vejle efter en god oplevelse med A-landsholdet i Helsingør.
- Det var fedt at være med omkring holdet og få lov til at give den gas, så det var en god oplevelse, siger han.
- Jeg blev taget rigtig godt imod i gruppen, og de var alle sammen søde til at hjælpe mig med de små ting. Helt generelt var det en god modtagelse, og jeg er glad for den måde, jeg blev hjulpet ind på holdet, lyder det fra Brøndby-keeperen.
Positiv Hjulmand-snak
Mads Hermansen fortæller, at oplevelsen på A-landsholdet også bød på en kort snak med landstræneren Kasper Hjulmand, der understregede, at målmanden skulle holde snuden i sporet og hele tiden kigge mod VM.
- Vi havde en kort snak forleden aften. Det handlede om min oplevelse af at være med, og hvordan han oplevede min måde at være med i gruppen på, siger han og fortsætter.
- Jeg synes, det var en positiv snak. Det handlede selvfølgelig også om, at jeg bare skal bygge på og blive ved med at kigge hen mod VM. Jeg skal lægge så meget som muligt på for at være i betragtning, forklarer målmanden.
Hvor stort ville det være for dig at komme med til VM?
- Som sagt ville det være det ypperste at komme med til en slutrunde og repræsentere Danmark. Det er også altid stort at gøre her på U21, men hvis det var for A-landsholdet ville det selvfølgelig være endnu større, afslutter Hermansen.
Kasper Schmeichel, Peter Vindahl og Daniel Iversen bestrider målmandsposterne i A-landsholdstruppen, der torsdag er draget til Paris forud for fredagens Nations League-opgør mod Frankrig.
Mads Hermansen har som nævnt sluttet sig til U21-landsholdet, der lørdag spiller imod Kasakhstan i EM-kvalifikationen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Brøndby IF
3F Superliga
FIFA VM
Danmark




































