Luk

Hertha kørte Union over i målrigt lokalbrag

| Bundesliga | 2 kommentarer

Infoboks

Hertha Berlin - Union Berlin 4-0
Bundesliga
51' 1-0 Vedad Ibisevic
52' 2-0 Dodi Lukebakio
61' 3-0 Matheus Cunha
77' 4-0 Dedryck Boyata

Efter en målløs første halvleg fandt Hertha Berlin melodien og bankede Marcus Ingvartsens Union Berlin med 4-0 i fredagens rivalopgør i den tyske hovedstad.

Et tomt Olympiastadion dannede rammen om lokalbraget mellem Hertha Berlin og Union Berlin, der havde danske Marcus Ingvartsen i startopstillingen.

Inden opgøret adskilte blot et enkelt point Hertha fra Union i Bundesliga-tabellen, så der var både håneretten og særdeles vigtige point på spil.

Efter en jævn start uden de helt store chancer tog Hertha Berlin taktstokken og fik skabt et par fine muligheder.

Dodi Lukebakio var nærgående efter godt et kvarter, mens Matheus Cunha forsøgte sig ti minutter senere. I begge tilfælde var Rafal Gikiewicz dog på plads i Union Berlin-målet.

Marcus Ingvartsen og Union Berlin fik ikke meget til at fungere i første halvleg, men gæsterne kunne alligevel gå til pause med 0-0 på lystavlen.

Hertha-offensiven fandt melodien

Efter pausen skruede Hertha Berlin dog bissen på, og værterne skulle blot bruge et kvarter af anden halvleg på reelt at afgøre kampen.

Efter 51 minutter kom Vedad Ibisevic først på et godt indlæg fra venstre side, og så stangede han rutineret hjemmeholdet foran 1-0.

Union Berlin nåede aldrig at sunde sig efter målet, før bolden atter lå i kassen bag Gikiewicz.

Dodi Lukebakio fik nemlig i friløber bare minuttet efter føringsmålet, og så fordoblede han Herthas føring til 2-0 i tomt mål.

Marcus Ingvartsen blev udskiftet kort derefter, og fra sidelinjen kunne danskeren efter 61 minutter se Matheus Cunha øge Herthas føring til 3-0 med en flad afslutning ved fjerneste målstolpe.

Helt galt gik det for Union Berlin med et lille kvarter igen, hvor forsvarsspilleren Dedryck Boyata stangede et hjørnespark i mål til 4-0.

Grimmere blev det ikke for Union Berlin, der dog må indkassere en 0-4-snitter i lokalopgøret.

Hertha Berlin overhaler dermed FC Köln og går på Bundesligaens tiendeplads, mens Union fortsat er nummer 12.


Af Martin Schmidt
Torsdag 28. maj