Luk

Hertha tog første sejr ude mod Bochum

| Bundesliga | 0 kommentarer

Infoboks

Bochum - Hertha Berlin 1-3
Bundesliga
37' 0-1 Suat Serdar
43' 0-2 Suat Serdar
59' 1-2 Simon Zoller
78' 1-3 Myziane Maolida

Oliver Christensen så hele kampen fra bænken, mens Hertha Berlin vandt 3-1 og hentede sæsonens første sejr på udebane mod Bochum i Bundesligaen

Oliver Christensen var med på bænken, da Hertha Berlin søndag gæstede Bochum i den tyske Bundesliga.

Inden kampen var Hertha på sidstepladsen i tabellen, hvor de som eneste hold endnu ikke havde fået point.

Bochum lå nummer 11 med tre point efter tre kampe.

Selvom Hertha havde tabt i de første tre runder af sæsonens, så skulle der komme noget at glæde sig over i søndagens kamp.

For tidligt i kampen sendte Eduard Lowen et frispark mod mål, men afslutningen strøg lige forbi højrestolpen.

Lidt mere præcision havde Hertha efter 37 minutter.

Udeholdet vandt bolden i midtercirklen, inden Suat Serdar fik bolden i fødderne.

Herfra bragte han selv bolden op til kanten af Bochum-feltet, inden han med et smart træk fik rystet tre modstandere af sig og banket bolden over i det lange hjørne til 1-0.

En håndfuld minutter senere var den igen gal hos Bochum.

Et indkast fra gæsternes Dennis Jastrzembski blev sendt ind i feltet, hvor en stribe elendige berøringer fra Bochum-forsvaret gav bolden til Suat Serdar, der fra kort afstand kunne gøre det til 2-0.

Den stilling holdt frem til pausen, inden Bochum fik slået tilbage efter en times spil.

Gerrit Holtmann brød igennem på venstrekanten og kom ind i feltet til en afslutning, som målmand Alexander Schwolow fik snittet med sin venstrefod, inden Simon Zoller fulgte op på returen og scorede til 1-2.

Selvom Bochum fik reduceret, så blev det ikke til et comeback.

For efter 78 minutter modtog Herthas Myzuabe Maolida bolden omkring midten af banen.

Det indledte en dribletur op til kanten af Bochum-feltet, hvor Maolida midt for mål sparkede bolden ind ved højrestolpen til 3-1, som også blev kampens resultat.

Med sæsonens første sejr rykker Hertha dermed væk fra sidstepladsen, og klubben ligger nu nummer 15 med tre point efter fire kampe.

Bochum rykker med nederlaget ned som nummer 13 i tabellen.


Af Krister Olsen
Tirsdag 26. oktober
Mandag 25. oktober