Luk

Hillerød kravlede op på andenpladsen i 2. div

| 2. division | 2 kommentarer

Infoboks

Brabrand - FA 2000 0-0
2. Division
Hillerød - Aarhus Fremad 1-0
2. Division
7' 1-0 Patrick Bunk-Andersen

Hillerød slog deres gæster fra Aarhus Fremad lørdag i en kamp, der sendte Hillerød op på andenpladsen i tabellen. Brabrand og FA 2000 spillede uafgjort andetsteds.

Både Hillerød og Aarhus Fremad kom indtil kampen ovenpå nederlag i Sydbank Pokalen.

Hillerød blev sendt ud med et 0-5-nederlag til 3F Superliga-klubben SønderjyskE, og Aarhus Fremad havde lidt et snævert 1-2-nederlag til Kjellerup IF fra 2. divisionen.

De to hold havde tre point imellem sig, inden kampen med Hillerød på otte og Aarhus Fremad på fem. En sejr til det nordsjællandske hold ville altså skabe hul de to hold imellem, mens en sejr til Aarhus-klubben ville sende holdene a point i tabellen.

I Hillerød skulle det vise sig at gå hurtigt med det første mål, og så gik der ellers stilstand i den efterfølgende, hvad mål angik i hvert fald.

27-årige Patrick Andersen scorede sit første mål i sæsonen efter bare syv minutter, og så var hjemmeholdet fra Hillerød i front 1-0.

Herefter formåede Aarhus Fremad aldrig at svare tilbage på måltavlen, og da de i fem minutters tillægstid endte med at få en mand smidt ud, endte det ikke overraskende med, at Hillerød kørte de tre point hjem med en smal 1-0-sejr.

Dermed indtager Hillerød nu en flot andenplads i 2. divisionen i hælene på Næstved BK med 11 point for seks kampe. Næstved har 13 point og en kamp i hånden søndag.

I Brabrand var der også 2. divisionsopgør mellem Brabrand og FA 2000. 

Begge hold kom ind til kampen med friske sejre i bagagen fra Sydbank Pokalen, så der var fyldt godt op på selvtillidsfronten, inden opgøret blev sat i gang. 

Brabrand havde på fornem vis slået Vendsyssel fra 1. divisionen ud, og FA 2000 havde så ekspederet Svebølle ud fra Serie 1. 

I Brabrand endte kampen dog 0-0 mellem Brabrand og FA 2000 på trods af deres sejre fra pokalen, og de to hold har dermed stadigvæk tre point imellem sig.

Brabrand har otte på femtepladsen, og FA 2000 ligger med fem point på niendepladsen.


Af Kristoffer Lind Pedersen
Torsdag 2. december
Onsdag 1. december