Luk

Hillerød starter et akademi til sommer

| 2. Division | 4 kommentarer

Hillerød starter til sommer et fodboldakademi, der primært bliver for de talenter, som storklubberne ikke snupper.

2. divisionsklubben Hillerød Fodbold starter et nyt fodboldakademi op efter sommerferien 2020.

Formålet er at udvikle dygtige spillere lokalt, som kan indgå på Hillerøds divisionshold, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Målgruppen bliver de spillere, der ikke hapses af de store klubber i Danmark, eksempelvis Hillerøds samarbejdsklub FC Nordsjælland.

- Med mere end 15 større fodboldklubber i Hillerød og omegn er der et kæmpe potentiale for at fastholde udviklingen af talenter lokalt, siger Head of Coaching & Academy, Thomas Gammelgaard.

- De dygtigste spillere skal naturligvis fortsat have muligheden for at komme til blandt andre vores samarbejdsklub, FC Nordsjælland, men der er mange ambitiøse spillere, der ligger lige under dette niveau.

- Med Hillerød Fodbold Akademi får de nu et ekstra træningstilbud, samtidig med at de fastholder tilknytningen lokalt.

FC Nordsjælland er begejstrede for Hillerøds planer.

- At Hillerød Fodbold starter et akademi med fokus på fastholdelse og udvikling af lokale spillere er et initiativ, vi synes godt om, siger direktør i FCN, Søren Kristensen.

- Vi vil gerne være med til at sikre et fællesskab, hvor flest mulige børn og unge får muligheden for at udvikle deres talent og menneskelige egenskaber gennem, og til gavn for, fodbolden i hele Nordsjælland.

- Vi vil igennem den gode dialog vi har i dag understøtte Hillerød Fodbolds ambitiøse planer, siger Søren Kristensen.

Første fase af akademiet bliver for drenge fra U13 til U17, mens anden fase fra august 2021 bliver U10-U19 for både drenge og piger.

Køb billetter til FC Nordsjællands kommende hjemmekampe her!


Af Sara Margren

4 kommentarer

Sjællænderen 18:02          
svært ved at se Hillerød har ret meget at byde på. De er i klemme mellem en del andre klubber der har væsentligt mere at byde på. Om et par sæsoner er Hillerød tilbage i sjællandsserien. Svært ved at se. Talenter vil vælge Hillerød
AaBager 18:36          
Mon ikke Hillerød vil være attraktiv for de spillere, der er i overskud i forhold til FCN, Brøndby, FCK og Lyngby. Udvikler de sig i Hillerød, er vejen til SL i FCN ikke ret lang. Jo flere klubber, der starter seriøse ungdomsafd. jo bedre. Der vil gavne hele fodbolddanmark, hvis spillere der ikke bliver valgt af de store klubber, stadig kan få lov til at udvikle sig i stærke rammer og måske slå igennem senere i karrieren. Om ikke andet, vil der på længere sigt højne niveauet i dansk fodbold generelt.
Peter Nielsen 18:54          
Jeg tænker Hillerøds ide med eget akademi er at få mange spillere fra egen avl, og det er der en ok chance for så længe de ikke spiller i højere række end anden division. Hillerød ved godt de ikke kan konkurrere med superliga klubberne, men det er heller ikke planen. Planen er at samle de spillere op der ikke er gode nok til at en superliga klub vil satse på dem og forhåbentlig gøre dem til habile divisions spillere.

Jeg synes det lyder som en tiltalende ide hvis der er råd til ligefrem at investere i akademi på Hillerøds niveau. Hvis man vil satse på mange lokalt forankrede spillere er et akademi nok en nødvendighed.
SofaCoach 20:05          
I min optik giver det rigtig god mening! Med så mange mindre klubber i området, som alle sammen gerne vil være "de store", er det vel den helt rigtige vej at gå med at lave et akademi på tværs af klubberne.

Er sikker på at de spillere der er gode nok til FCK, FCN, Brøndby osv. ikke er målgruppen, men tværtimod den store gruppe, der ligger lige under dette niveau.

Mon ikke også at FCN vil være særligt opmærksomme på spillere, der deltager i Hillerøds akademi?
Mandag 30. marts
Søndag 29. marts