Nu får den tidligere Superliga-spiller flere opgaver i Hillerød. Sportsdirektør i Hillerød, Jackie Rasmussen, siger til LigaBold.dk, at klubben har valgt at udvide samarbejdet med brasilianeren, da han får flere roller i 2. divisionsklubben.
- Han bliver angrebstræner for vores ungdomshold (U13 til U19, red.), og så begynder vi at koble ham langsomt ind i det, så han får en udvidet rolle, og han kommer til at have med Hillerød specifikcenter og Hillerød Fodbold Akademi at gøre.
- Det er primært de yngste fra U10 til U12, hvor han får en rolle der og så på vores akademi. Det er gået ret hurtigt over det seneste stykke tid heroppe, og vi prøver hele tiden at skrue på tingene. Planen er, at vi vil udvikle så meget på Cesar, at han kan kigge længere oppe af i systemet, siger Jackie Rasmussen til LigaBold.dk.
Så det vil være muligt, at han kan få en større rolle i Hillerød?
- Ja, helt sikkert. Vi er rigtig glade for ham, og han har et sindssygt godt engagement, og han er glad for at være her, og vi er glade for ham, så jeg ser ikke nogen hindring for, at han kan komme længere og længere op i systemet.
Tænker du, at han kan få en rolle i seniortruppen på sigt?
- Det kan jeg ikke på nuværende tidspunkt sige, at det bliver, men jeg er bestemt ikke afvisende over for det, i takt med, at han udvikler sig ved at have med større og større børn at gøre.
- Han havde jo også vores U17- og U19-akademi i foråret, som han også løste rigtig fint. Så det er bestemt en mulighed. Det er jo selvfølgelig også noget, som vi vender hele tiden, men vi har en dialog i gang, men det handler selvfølgelig også, hvornår han er klar til det.
- Han har jo åbenlyse forcer i forhold til, at han har prøvet ting på egen krop. Der er bare forskel på at træne et U15- eller U17-hold og så gå ind i en 2. divisionstrup og bidrage der. Så det handler også, om han er klar til det, men det er jeg bestemt ikke afvisende over for.
'Han har den her ild i øjnene'
Jackie Rasmussen pointerer, at Cesar Santin er meget passionerede, og han er en stor motivator.
- Cesar er meget vellidt, så han fanger spillerne. Det er klart, at når man har et navn, der har spillet i Champions League, så lystrer de nok lidt mere i forhold til at være nede fra hjørnet.
- Han er ret god til at møde dem i øjenhøjde. Han kører jo ikke FCK's angrebstræning ind på et niveau, hvis det ikke passer til det, så han er god til at justere efter niveauerne. Man kan mærke, om trænerne er glade for at være der, og han har den her ild i øjnene.
- Han er altid smilende og glad, så han bringer bare noget glæde til de her unge, og det er et kæmpe navn at have inde, men det er ikke så meget med navnet at gøre, for man kan godt have spillet på en høj hylde, og så ikke kunne noget trænermæssigt, men han har nogle rigtig gode egenskaber i det, som han går rundt og laver. De er rigtig glade for at have ham, siger Jackie Rasmussen til LigaBold.dk.
40-årige Cesar Santin spillede 220 kampe og scorede 84 mål i sin tid i FCK-trøjen fra juli 2008 til januar 2014.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

CampoBet 2. division
Hillerød































