Luk

Hjemme fra Dortmund: AGF'er tror på chancen

| 3F Superliga | 10 kommentarer

Infoboks

AGF-talentet Magnus Kaastrup er vendt hjem til AGF efter sit lejeophold i Dortmund, og nu vil han gribe chancen i Aarhus.

AGF sendte sidste sommer 19-årige Magnus Kaastrup på udlån hos selveste Dortmund, men nu er den teknisk stærke kantspiller tilbage på Fredensvang.

I januar blev Kaastrup skadet i Dortmund, og så kom coronapausen, hvorfor Dortmund ifølge Kaastrup gerne ville se den unge kantspiller an i yderligere et år, men AGF ville altså gerne have Kaastrup hjem.

Det forklarer Kaastrup til bold.dk.

- Dortmund gav udtryk for, at de gerne ville forlænge lejeaftalen, da de havde været glade for det de havde set det første halve år. Men grundet min skade og coronapausen, ville AGF gerne have mig hjem til klubben og se hvilke forbedringer jeg havde gjort som spiller og menneske, siger Kaastrup og fortsætter:

- Nu har jeg haft et år dernede, hvor jeg har lært det, som jeg skulle lære i forhold til at kunne spille i AGF, hvor der er brug for en lidt anden type, end den jeg umiddelbart er.

- Det handler om, at man følger meget med defensivt, laver defensive løb og kæmper røven ud af bukserne. Jeg har haft meget fokus på det i Dortmund, og Tyskland er jo generelt kendt for en god defensiv organisation, så det har jeg lært.

Kaastrup blev i 2017 AGF's yngste Superliga-debutant i klubbens historie, da han som 16-årig spillede i kampen mellem AGF og AC Horsens.

Klar til at gribe chancen

Efter debuten nåede han i alt 17 kampe på klubbens førstehold med tre scoringer og to oplæg til følge.

Det tal skulle gerne blive større i næste sæson, siger Kaastrup, som er klar til at gribe chancen i AGF, hvor han har trænet med i et par uger.

- Jeg har forbedret mig i Dortmund, og det kan jeg se, når jeg har været med til træning i AGF. Jeg er glad for at være tilbage og for at starte op og konkurrere som en del af truppen efter ferien, siger Kaastrup og tilføjer:

- Jeg går ind til det, som jeg altid har gjort, og det er at spille min fodbold. Men når AGF vil have mig hjem og i gang igen, så betyder det jo, at der kommer gode chancer.

- Så er det op til mig selv, hvor meget spilletid eller startere, jeg skal have. Det er op til mig selv i forhold til at få implementeret det, som AGF gerne vil have mig til. Altså det defensive spil og engagementet i den defensive taktik.

- Det er det, jeg har manglet før, så det var en god mulighed at komme til en af Europas topklubber og lære til sig.

- Jeg føler, at chancerne er gode efter mit år i Dortmund.

Han mener, at AGF's nuværende optur kan gøre det nemmere at komme ind omkring holdet.

- Jeg kommer hjem til et AGF-hold, som er i fremgang, og det gør det nok nemmere for en ung spiller som mig at komme ind og bidrage mere, siger han og tilføjer:

- AGF har gjort det fantastisk, og jeg har mærket en forskel på det, fra jeg var med senest. Der er en bedre ro på, der er tålmodighed og så føler jeg, det er en god gruppe spillere, som er sammen.

I Dortmund spillede Kaastrup på klubbens Regionalliga-hold, hvor Mike Tullberg har været træner.

Taknemmelig for PC's støtte

Magnus Kaastrup er glad for, at AGF-sportschef Peter Christiansen har villet have Kaastrup hjem.

- Han har altid troet på mig, som han stadig gør, og da Dortmund så åbnede for at forlænge lejeaftalen, da jeg blev skadet og coronavirussen kom, ville PC have mig hjem.

- Han ser mig i AGF og jeg er en Aarhus-dreng, og de har en stor tro på mig, og det kan jeg kun være taknemmelig for. Jeg glæder mig til at betale tilbage.

I forbindelse med sit lejeophold til Dortmund forlængede Kaastrup samtidigt sin aftale med AGF. Den nye aftale løber til vinteren 2021.

KØB BILLETTER TIL AGF's KOMMENDE HJEMMEKAMPE HER!


Af Jonas Dalgård
Tirsdag 11. august