Luk

Hjemvendt Troels Bech: Fodbold er en joker

| 3F Superliga | 2 kommentarer
Hjemvendt Troels Bech: Fodbold er en joker
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

Troels Bech vil ikke udelukke, at han vender tilbage til et job i fodboldens verden, hvor han både kan se sig selv arbejde som sportsdirektør og cheftræner.

Efter en ni måneder lang jordomrejse med familien er Troels Bech tilbage i Danmark, men hvad fremtiden byder på, er endnu uvist.

Lige nu står der en række praktiske ting på programmet, fortæller Troels Bech til bold.dk.

- Vi kom jo desværre lidt for hurtigt hjem i forhold til at lave sådan en smooth overgang. Vi havde troet, vi skulle have lidt bedre tid til at komme hjem og få det hele forberedt, men det fik vi jo ikke mulighed for, og derfor er vi gået relativt hurtigt til værks med en masse ting. 

- Lige nu er det meget praktisk i forhold til at få et sted at bo. Bare det at få lov at indregistrere sig som dansker igen kan være vanskeligt nok. Kommunen kræver personligt fremmøde, men vi skal jo samtidig i karantæne, så det giver lidt udfordringer, siger Troels Bech.

I første omgang planlægger Troels Bech at arbejde sammen med sin kone, men på lidt længere sigt er fodbold bestemt ikke udelukket.

- Lige nu er det primært det praktiske, men ellers er det planen, at Nille og jeg skal lave nogle ting sammen. Det bliver foredrag, bøger og Nille er jo billedkunstner, hvilket fortsat kommer til at være hendes virke.

- Så ved jeg ikke, om der bliver plads til noget fodbold. Det skal man jo ofte være to til at bestemme. Fodbold kan stadig være en joker i forhold til alle vores planer, men det må tiden vise. Fodbold er ikke udelukket. I hvert fald er det ikke mig, der udelukker det, siger Troels Bech.

Kan både være sportsdirektør og cheftræner

Tidligere har Troels Bech været træner i OB, FC Midtjylland, Esbjerg og Silkeborg, mens han fra 2015 til 2018 var sportsdirektør i Brøndby.

Han vil dog ikke lægge sig fast på det ene eller det andet i forhold til et eventuelt job i fremtiden.

- Jeg bilder mig ind, at jeg kan begge dele, og jeg er ikke træt af nogen af delene, men det skal selvfølgelig være spændende, for at jeg skal tage tid fra nogle af de fælles projekter, vi har nu, siger Troels Bech til bold.dk.

Troels Bech stoppede som sportsdirektør i Brøndby ved udgangen af 2018.


Af Martin Schmidt
Onsdag 1. april
Tirsdag 31. marts