FC Nordsjælland har i de seneste sæsoner præsteret særdeles godt mod de andre tophold, men cheftræneren ved at det kræver en toppræstation, hvis man skal tage point fra det nuværende førerhold søndag aften.
- Vi glæder os enormt meget til at spille på Brøndby Stadion. Der har virkelig været smæk på i vores seneste kampe mod dem. Begge hold vil frem over stepperne, og så vil vi mange af de samme ting. Det høje pres, begge hold vil gerne gå tidligt mod mål og sådan.
- Om det passer os bedre at møde de andre tophold? Det ved jeg nu ikke. Vi har også fået mange point mod de andre hold.
- Jeg synes Brøndby er enormt svære at spille imod, og vi skal virkelig være på tæerne og ramme den lige i røven, hvis vi skal have point med derfra, siger Kasper Hjulmand til bold.dk.
Hvor skal I gøre ondt på Brøndby? Skal I have deres to lidt tunge stoppere ud og løbe?
- Vi har nogle våben, som kan gøre ondt på Brøndby. Vi har været i stand til at spille os ud af deres pres i vores seneste indbyrdes kampe, og kommer man forbi det, så efterlader det nogle muligheder.
- Röcker og Arajuuri er måske ikke de mest mobile stoppere, men jeg må bare sige, at jeg synes de har været virkelig gode i år. Nogle har tendens til at glemme, at Brøndby er det hold som har bolden allermest i Superligaen, hvilket betyder, at de ikke skal forsvare sig så mange gange.
- Når Brøndby så taber bolden, så har de to stoppere mange folk foran sig, som beskytter dem og arbejder stenhårdt for, at de ikke kommer på glatis. De forsøger at få modstanderen til at spille nogle upræcise bolde i bagrummet, som så er nemme for dem at samle op.
- Vores opgave består i at angribe dem med fart og få dem ud og løbe på siderne. Men de har ikke lukket mange mål ind, og de er som hold lykkedes med at få deres stoppere til at se bedre ud end tidligere, afslutter Kasper Hjulmand.
FC Nordsjælland har vundet deres to seneste besøg på Brøndby Stadion i Superliga-regi, og Farum-klubben har aldrig tidligere vundet tre på stribe på Vestegnen.
Opgøret sparkes igang kl. 18.00 i aften.
kenneth@bold.dk


FC Nordsjælland
3F Superliga






























