To tidligere Superliga-spillere i form af Andrew Hjulsager og Ari Skulason stod for hver deres assist, da Oostende lørdag slog Antwerp med 2-1.
Den tidligere Brøndby-spiller Andrew Hjulsager har været en profil for belgiske Oostende i denne sæson, og lørdag skulle danskeren igen vise sit værd.
Oostende gæstede Antwerp, der inden kampen lå helt oppe som nummer tre i Jupiler League, hvor Hjulsager og co. var på ottendepladsen, men med en sejr kunne avancere et par placeringer.
Det var dog Antwerp, som startede bedst, og efter et kvarter lå bolden i netmaskerne bag Oostendes målmand, da midtbanespilleren Pieter Gerkens var på pletten.
Gæsterne fortsatte dog, og ti minutter før pausen serverede Andrew Hjulsager bolden for Fashion Sakala, som udlignede til 1-1 og således hjalp Hjulsager til sin ottende assist i sæsonen.
Den uafgjorte stilling så ud til at holde tiden ud, men med en håndfuld minutter tilbage afgjorde den indskiftede Oostende-angriber Marko Kvasina det med målet til 2-1, som den tidligere OB-spiller Ari Skulason lagde op til.
Hjulsagers Oostende hoppede dermed op på en foreløbig femteplads, mens Antwerp fortsat er nummer tre.
0 kommentarer
Der er foreløbigt ikke kommet nogle kommentarer til denne artikel.
Vær den første til at kommentere i vores forum.