Luk

Hobro-chef: Vi har ét lavt bud på Babayan

| 3F Superliga | 10 kommentarer

Infoboks

Hobro har ifølge Jens Hammer Sørensen ét bud på Edgar Babayan liggende på bordet. Det er dog alt for lavt, og man vil ikke forære sine spillere væk.

Edgar Babayan har været flyvende for Hobro i denne sæson, og han er et af 3F Superliga-nedrykkernes største salgsemner.

Tirsdag fortalte Babayans agent, Caglar Koycu, til bold.dk, at Hobro havde officielle bud liggende på sit bord, uden dog at ville kommentere på hvem eller hvor mange bud, der lå på Babayan.

Agenten fortalte også, at der skulle være stor interesse fra vidt omkring for den 24-årige kantspiller, der er den spiller i 3F Superligaen, som har lavet flest oplæg i sæsonen med 11 styk.

I Hobro bekræfter man oplevelsen af en stor interesse med 'en del forespørgsler' på kantspilleren, men ifølge sportschef Jens Hammer Sørensen, så har kun én sydeuropæisk klub lagt et bud på Edgar Babayan på nuværende tidspunkt.

Det bud er dog alt for lavt, siger Hobro-chefen til bold.dk.

- Jeg har jo læst, at der er bud fra både gud og hver mand. Det har vi ikke oplevet. Vi har fået ét konkret bud fra en udenlandsk klub sydfra, og det bud står ikke mål med det, vi værdisætter Edgar til. Det ligger langt, langt under, siger Jens Hammer Sørensen og fortsætter:

- Han fører assistlisten i Superligaen og har scoret fem mål for et hold, som er rykket ud af ligaen, så vi synes, han er rigtig, rigtig god.

Hvordan værdisætter I ham så?

- Det er dumt at sige, hvad han skal koste. Vi synes, at han er rigtig god for os, han har bevist sig selv mod de bedste hold i Danmark, og det borger for en vis kvalitet. Vi har ham jo også mellem hænderne hver dag, og han er altså dygtig.

Edgar Babayan har et år tilbage af sin kontrakt i Hobro.

Vil gerne sælge - men ingen kompromisser

Hobro er indstillet på at sælge Babayan, og det er det, som klubben helst ser ske. Jens Hammer Sørensen understreger dog, at buddet skal være passende - ellers vil man hellere have Babayan med sig i 1. division.

- Vi vil gerne sælge ham, men det er vigtigt, at det også passer os. Vi kommer ikke til at gå på kompromis. Det er vigtigt for mig at sige, for vi vil hellere have ham med i 1. division end at forære ham væk. 

- Men vi tager alle bud alvorligt og i sidste ende er det min bestyrelse, som skal bestemme. Jeg forelægger alle bud for bestyrelsen, siger Jens Hammer og fortsætter:

- Vi synes også, at Edgar har fortjent at blive solgt, for det er en pisse god sag for os. Han blev smidt ud i Randers, vi tog ham ind og har udviklet på ham. Han har fået en masse spilletid og tillid her, og han har været rigtig god for os.

- Så det vil være godt for os at kunne sælge ham, og så tage den næste Edgar ind. Det er det, vi skal leve af.

Edgar Babayan fortalte selv efter mandagens nedrykning, at han gerne tager turen med Hobro ned i 1. division, hvis det rette bud ikke kommer.

Babyan kom til Hobro fra Randers i 2017 på en halvårig lejeaftale, der efterfølgende blev gjort til en permanent aftale.


Af Jonas Dalgård

10 kommentarer

DaveEricGrohl 13:11          
Med et år tilbage på kontrakten og en Babayan der formentligt meget gerne vil væk, så er det også svært at forlange ret meget. Men selvfølgelig skal Jens forsøge at sælge så højt som han kan, men man prissatte også Pål for højt og endte med at brænde inde med ham
goooooool 13:22          
Kom nu OB....køb og sælg Jibali bagefter.
InfoMinisteren 13:27          
Velkommen til AC Horsens, Baba!
Aarhus-Zapp 13:40          
GF må gerne slå til her. Så kan vi sælge Bundu og lade Ankersen gå. Ankersen har været fantastisk det her forår, men han har godt nok også været dårlig i andre perioder.
Tanken 13:53          
Personligt mener jeg han kan gå ind på alle hold i ligaen. Han vil formentlig være i rotationen i FCM og FCK men få rigeligt med kampe, men resten af holdene kunne han bestemt starte. Så er der et par klubber uden kanter hvor han måske ikke vil komme til hans ret mere centralt, men han er virkelig dygtig.
Pimp-C 14:10          
Ny GF spiller!
Peter Nielsen 14:23          
Hvorfor er det lige det er dumt at sige hvad Hobro vil have for Babayan ? Det er da ellers meget normalt at sælgende klub kommer med en melding om hvad de mener deres spiller er værd, gerne en 25-50 % højere end hvad klubben reelt er villige til at sælge for så der er noget at handle med.
Onsdag 5. august
Tirsdag 4. august