Luk

Hobro-helt: Peter Sørensen var meget streng

| 3F Superliga | 0 kommentarer

Anel Ahmedhodzic fortæller til klubbens hjemmeside, at Hobro-cheftræner Peter Sørensen langt fra var tilfreds med holdets første halvleg mod Esbjerg.

Det så længe ud til, at Hobro ville tage fra Esbjerg uden point, da de to hold søndag eftermiddag tørnede sammen i Superligaen.

Til allersidst fandt Hobros unge forsvarsspiller Anel Ahmedhodzic dog netmaskerne og skaffede nordjyderne det ene point med et 1-1-resultat.

Den scoring er den Malmö-ejede stopper godt tilfreds med. Det siger han til klubbens hjemmeside.

- Det er jo også mit første mål som senior, så det er en meget speciel følelse. Jeg tror ikke, der er noget, der slår følelsen af at udligne i sidste minut – eller score et sejrsmål i sidste minut. Det er den bedste følelse i verden, siger Anel Ahmedhodzic.

Hobro-holdet spillede en skidt første halvleg, og det fik de også at vide, da de kom til pause.

- Peter (Sørensen, red.) var meget streng, som han er nødt til at være. Jeg tror, det gjorde os bedre, og det gav os et mentalt boost. Vi var nødt til at forbedre os og gøre noget, for første halvleg var ikke acceptabel. 

- Der var vi ikke i nærheden af at ramme vores niveau. Han talte, og vi lyttede og tog det til os. Det, vi viste i anden halvleg, var bedre, men ikke så godt, som vi kan spille, siger Anel Ahmedhodzic til klubbens hjemmeside.

Hobro har nu to point efter sæsonens første to kampe.

Køb billetter til Hobros kommende hjemmekampe her!


Af Jonas Sand
Søndag 8. december