







Der var danskermøde i Æresdivisionen onsdag aften, da Heerenveen hjemme tog imod Utrecht.
Martin Hansen vogtede målet for hjemmeholdet, som også havde Daniel Høegh med fra start i det centrale forsvar. Hos Utrecht stod David Jensen i målet og Dario Dumic var med i centerforsvaret. Simon Makienok er fortsat ikke kampklar efter en lang skadespause.
Holdene spiller Europa-playoff om at få lov at spille Europa League i den kommende sæson. Der spilles over to kampe og her fik Heerenveen det bedste udgangspunkt.
De var foran 2-0 ved pausen og tre minutter inde i anden halvleg blev det også 3-0, da danske Daniel Høegh nettede.
Et frispark blev smækket ind i feltet, hvor Høegh ved bagerste stolpe kom flyvende og headede bolden i mål.
Utrecht fik reduceret kort efter, men kom også en mand i undertal, da Yassin Ayoub fik sit andet gule kort.
Men Utrecht-spillerne reagerede trodsigt efter det gule kort og fik faktisk scoret to gange i undertal, så der pludselig var balance i regnskabet og stod 3-3 på tavlen.
På trods af det flotte comeback, var det Heerenveen, der endte med at snuppe sejren. I slutfasen fik de scoret til 4-3, som blev kampens resultat og der er lagt op til et brag af en returkamp.



Utrecht
Heerenveen
Æresdivisionen

































