Daniel Høegh har kontraktudløb i Heerenveen til sommer, og Æresdivisionen er blevet aflyst. Dermed kan den tidligere OB'er meget vel have spillet sin sidste kamp i den hollandske klub.
Det fortæller han selv i et interview med Viaplay Sport Live.
- Jeg kommer højst sandsynligt ikke til at fortsætte i Heerenveen. Det er det, jeg har meldt ud til klubben, og det har klubben også forståelse for, siger Daniel Høegh.
Han fortæller, at den øjeblikkelige situation har forstærket hans lyst til at prøve noget nyt, og dermed er det altså slut efter tre sæsoner i Heerenveen.
De to første sæsoner var gode for Daniel Høegh, men i denne sæson har han siddet meget på bænken, fordi han blev skadet lige op til sæsonen. Derfor ved han, at han ikke skal kigge på de helt høje hylder for at finde en ny klub – og Danmark kan være et tema.
- Jeg har et ønske om at vende tilbage til Danmark og spille i Superligaen. Hvornår det skal være, er svært at spå om. Jeg vil som udgangspunkt gerne blive ude, men jeg udelukker absolut ikke noget. Jeg kan sagtens se mig selv vende tilbage til Danmark inden for en overskuelig fremtid, siger Høegh og leger med tanken om et comeback i OB, hvor han i flere sæsoner var en profil.
- OB er min hjerteklub. Det skal jeg ikke lægge skjul på. Jeg har fulgt klubben meget tæt, og jeg har i det hele taget fulgt Superligaen meget tæt. Det har været svært at slippe. OB er klart dem, som står mit hjerte nært. Det ville være en lille drøm, der gik i opfyldelse, at spille i striberne igen, siger han.
Daniel Høegh lukker ingen døre, og han har også en idé om, at han kunne tænke sig et mere eksotisk eventyr ude i verden.
Daniel Høegh spillede 116 kampe for OB, inden han i 2015 tog til FC Basel, hvor han nåede 31 kampe. I 2017 tog han til Heerenveen, hvor det er blevet til 78 kampe. De 14 af dem er kommet i denne sæson.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

OB
Heerenveen
3F Superliga
Æresdivisionen

































