Luk

Højbjerg og co. tog vital sejr trods Pukki-mål

| Premier League | 3 kommentarer

Southampton hentede en vigtig 2-1-sejr hjemme over Norwich, hvor Teemu Pukki reducerede i anden halvleg.

Pierre-Emile Højbjerg var naturligvis med fra start, da Southampton onsdag bød Teemu Pukki og Norwich op til dans i Premier League.

Begge hold kæmper en brav kamp i bunden af rækken, men begge hold var alligevel ubesejret i de seneste to kampe.

Det var dog Højbjerg og co., der kom bedst fra land, for efter godt 20 minutter var Danny Ings på pletten med et hovedstød til 1-0.

Kort før pausen øgede Ryan Bertrand til 2-0 tæt under mål efter et hjørnespark, og dermed var Saints foran med to ved pausetid.

Norwich kom glimrende ud til anden halvleg og dominerede, og efter godt en time bragte Pukki fornyet spænding ind i opgøret.

Den finske angriber blev sendt af sted i en omstilling, og her svigtede han ikke. Pukki sparkede sit ottende sæsonmål i Premier League i kassen, og så stod det 2-1.

Norwich forsøgte at etablere et pres mod slutningen, men Southampton holdt stand og hentede en uhyre vigtig 2-1-sejr, der sender dem over stregen. Norwich forbliver næstsidst.


Af Sara Margren
Onsdag 11. december