Luk

Højbjerg udlignede i Contes første PL-sejr

| Premier League | 15 kommentarer

Infoboks

Tottenham - Leeds 2-1
Premier League
44' 0-1 Daniel James
58' 1-1 Pierre-Emile Højbjerg
69' 2-1 Sergio Reguilon

Pierre-Emile Højbjerg scorede det udlignende mål for Tottenham, som spillede to vidt forskellige halvlege, da Leeds blev besejret med 2-1 i Permier League hjemme på Tottenham Hotspur Stadium.

Søndag aften skulle Antonio Conte lede sit nye mandskab Tottenham ud på eget græs for første gang i Premier League, da Leeds og Marcelo Bielsa ventede.

Gæsterne skulle bruge point i bunden af tabellen, hvor de akkurat befandt sig over nedrykningsstregen, mens Tottenham jagtede den første Premier League-sejr under Conte.

Det startede fortrinligt for Leeds.

Seks minutters spil var Dallas tæt på at udnytte uopmærksomt forsvarsspil til at score til 1-0 med et flot skud fra distancen.

Det var et meget godt billede på den kamp, som gæsterne lagde for dagen i første halvleg, hvor de sad på spillet og satte tempoet i opgøret.

Spurs stod langt tilbage på deres egen halvdel og lod initiativet være op til Leeds, som pressede ufortrødent på, dog uden at have de helt store chancer.

Det ændrede sig kort før pausen, da gæsterne fra Leeds bragte sig på 1-0.

Det var Daniel James, der tegnede sig for målet, som opstod efter Jack Harrison trak godt til mållinjen før han lagde et fladt indlæg, som waliseren mødte på fornem vis.

Det var kronen på en flot halvleg fra Marcelo Bielsas tropper, som fortjent kunne gå til pausen med en 1-0-føring.

Højbjerg-scoring bragte Spurs tilbage

Anden halvleg startede med et fyrigt Tottenham-mandskab, som af to omgange kunne have bragt sig tilbage i opgøret.

Harry Kane blev afvist af stolpen i halvlegens første minut, da Illan Meslier i Leeds-buret akkurat fik tippet bolden til hjørne.

Fem minutter senere var det så Heung-Min Son, der afsluttede, og hans afslutning blev rettet af og på overliggeren, til stor fortrydelse for sydkoreaneren.

Son skulle komme i fokus igen få minutter senere, da han gik ned i feltet og påstod der var kontakt fra Kalvin Phillips, men hverken dommer Andre Marriner eller VAR-rummet kunne se noget strafbart.

Det var til gengæld utvivlsomt, at Tottenham var på vej tilbage i opgøret, og efter en lille time faldt udligningen så.

Det var ingen ringere end Pierre-Emile Højbjerg der tegnede sig for scoringen, da han udnyttede usikkerhed i Leeds-bagkæden, og med en flad, lidt kluntet afslutning, kunne sende bolden i mål efter assist fra Lucas Moura.

Den scoring tændte en ild i øjnene på Tottenham, og mandskabet spillede med en helt anden tro på tingene i anden halvleg.

Det mundede også ud i en føring til Contes tropper efter 70 minutters spil.

Eric Dier tog sig af et frispark på kanten af feltet, som Leeds' mur rettede af og ind i stolpen. Riposten fra det skud landede hos Sergio Reguilon, som uden at tøve hamrede bolden i kassen til 2-1.

Pludselig havde vi en fodboldkamp, og dramaet var blot ved at tage til få minutter senere, da der var kraftige appeller for et straffespark på Harry Kane, hvis arm blev ramt af en afslutning i feltet.

Hverken Marriner eller VAR-rummet skønnede dog, at der var tale om en strafbar aktion, og spillet fik lov at fortsætte.

Kampen bølgede videre efter den episode, men det var som om at ingen af holdene kom til rigtig store chancer.

Til sidst lignede det ellers, at Spurs havde udbygget føringen, men en offside-kendelse annullerede indskiftede Ryan Sessegnons scoring.

Mere blev det ikke til, og det betød, at Antonio Conte kunne fejre sin første Premier League-sejr som Tottenham-manager.


Af Cillian Murphy
Lørdag 22. januar