2021-06-20 06:30:01

Højer om AGF-tid: Fantastisk er for lille et ord

Casper Højer har forladt AGF efter tre og et halvt år, hvor klubben har taget massive skridt fremad. Fantastisk er for lille et ord til at beskrive tiden, siger den 26-årige Sparta Prag-spiller.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

26-årige Casper Højer har forladt Aarhus for at tørne ud for den tjekkiske storklub Sparta Prag.

Afskeden har længe været på vej, men først denne sommer valgte AGF altså at gå med til et salg, og det betyder, at Højer forlader klubben efter godt tre og et halvt år.

I den tid har AGF taget enorme skridt fremad, og den skudstærke venstreback er meget taknemmelig for sin tid i klubben, fortæller han til bold.dk.

- Det har været fantastisk, og det er et for lille ord. Vi er gået fra at være et nedrykningstruet hold, hvor vi lå nummer ti, da jeg kom, og det hele sejlede rundt, til at vi nu har vendt det i samlet trop med spillere, trænerstab, fans og bestyrelse, siger han og tilføjer:

- Det er utroligt stort for mig og klubben, og det var noget, jeg drømte om, men jeg havde ikke turdet tænke på, at det kunne lade sig gøre. Men vi klarede den, og nu skal AGF bare blive ved.

Casper Højer mener, at en kombination af gode indkøb og stærke præstationer har rykket AGF frem i den danske fodboldrangorden.

- Fansene har været en stor del af AGF, mens klubben ikke var særlig god spillemæssigt, så det er nok andre ting, der har gjort det, for fansene har altid været der, vurderer han og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter billedet

International -Højer om AGF-tid: Fantastisk er for lille et ord
Foto: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix

- Så det er nok noget med, at man har fået de rette spillere ind, og det er jo selvfølgelig bestyrelsen og David Nielsens fortjeneste, men i bund og grund gør spillerne arbejdet, så det er jo en kombination. Men spillerne har jo selvfølgelig ændret tingene og gjort det muligt gennem gode præstationer. Så er der så nogen, der skal have peget på dem, for at det har kunnet lade sig gøre.

Han ser tilbage på en tid med højdepunkter som europæisk fodbold og bronzemedaljer i Superligaen.

- Der er mange ting at fremhæve, synes jeg. På et tidspunkt var vi glade for top seks, så fik vi medaljer og spillede med i toppen, siger han og tilføjer om den forgangne sæson, hvor AGF blev nummer fire.

- Jeg mener, at vi var mega uheldige med så mange skader og corona i truppen, så vi blev hæmmet i den her sæson. Jeg følte, at når vi var bedst, så var vi gode nok til at ende højere, end hvor vi endte. Vi havde vildt mange skader, så vi til sidst næsten ikke kunne skifte mere.

- Det var selvfølgelig ærgerligt, men jeg synes stadig, det var flot at blive nummer fire, og jeg tror, at mange var blevet lykkelige for det for et par år tilbage. Nu er klubben så bare nået længere.

Højer spillede 121 kampe, scorede 11 mål og lavede 30 oplæg i AGF-trøjen.

Sparta Prag stod ud blandt flere bejlere

Casper Højer har i takt med sit større og større navn været sat i forbindelse med flere både internationale og nationale klubber.

Blandt andet var han tæt på et skifte til Dinamo Zagreb i efteråret, mens FC København også har været meldt på banen.

Men Sparta Prag var denne sommer det bedste match, fortæller Højer.

- Det var mest af alt, fordi det var en udenlandsk og stor klub, som har for vane at spille med om mesterskabet og er med i Europa. Det var det, der var vigtigt for mig, og så følte jeg, at planen var den bedste for mig her, siger han og tilføjer:

- Den lå til højrebenet, og selv om der var en masse andre, som også var interesseret, så var Sparta det eneste, hvor jeg egentlig kunne se mig selv og hvor jeg kunne blive glad med min familie i Prag.

- Det var det sted, hvor der var den største og bedste sammenhæng mellem alle tingene, kan man sige.

Han uddyber om sit valg af Sparta Prag.

- Det handler jo om, at jeg aldrig spillet et europæisk gruppespil før, det gør Sparta tit, og skulle jeg til en klub i en af top fire-ligaerne, så var det nok ikke i en af klubberne, der spiller europæisk gruppespil, jeg kunne få chancen.

- Så det vægtede jeg højest og samtidig kommer jeg et sted hen, hvor der er tradition for en masse fans og der hersker en kultur, som på mange måder minder lidt om den danske – både fodboldmæssigt og af det, jeg har oplevet, mens jeg har været dernede.

Du siger, at der har været mange klubber involveret. Var det på tale at skifte til FC København?

- Det vil jeg ikke kommentere nærmere omkring, men jeg kan sige det sådan, at der i hvert fald var mange klubber. Både af respekt for de klubber, og så fordi det er ligegyldigt nu, fordi jeg har valgt, hvad jeg allerhelst vil, siger han.

Klar til karrierens første udlandsophold

26-årige Casper Højers skifte til Sparta Prag er det første udlandsophold i venstrebackens karriere, og han føler sig klar efter et længere tilløb, end man normalt ser.

- Der var ingen grund til at vente længere, og jeg føler, jeg har nået en alder, hvor jeg skal ud at prøve mig selv af. Det var vigtigt for mig at spille i Superligaen, fordi jeg altid har fulgt med i den række, og det er den liga, jeg synes er sjovest, fordi jeg er vokset op med den, siger han og tilføjer:

- Jeg havde en ambition om at gøre nogle ting i Superligaen, og jeg kom måske lidt senere i gang, fordi jeg startede i 1. division. Der var nogle ting, der skulle klares først, og derfor er jeg blevet lidt ældre før mit første udlandsophold.

- Superligaen er en mega fed liga, jeg stadig kommer til at følge med i, men nu var det tid til at prøve noget nyt.

Højer har i karrierens løb spillet ungdomsfodbold i FC København, og han har desuden spillet for Lyngby og Brønshøj foruden AGF.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce