Luk

Holland afværgede nordirsk choksejr til sidst

| EM | 5 kommentarer

Nordirland kom foran med et kvarter igen af udekampen mod Holland, men en flot afslutning sikrede en hollandsk triumf på 3-1.

Nordirland har overrasket alt og alle ved at vinde fire af holdets første fem kampe i EM-kvalifikationens gruppe C.

Derfor var Holland under pres, da de to mandskaber torsdag aften krydsede klinger i Rotterdam.

Ronald Koemans tropper var inden kampen treer i gruppen med tre point op til Nordirland og Tyskland på en delt førsteplads.

Kampens vigtighed kunne også aflæses i den hollandske startopstilling, hvor stjerner som Virgil van Dijk, Frenkie de Jong og Memphis Depay var at finde.

Det hollandske hjemmehold satte sig på kampen fra start og dominerede stort i både spil og chancer, men det lykkedes ikke at passere den nordirske keeper Bailey Peacock-Farrell i de første 45 minutter.

Efter pausen kom først Steven Bergwijn og senere Giorginio Wijnaldum til gode muligheder, men skarpheden manglede.

Derfor kunne Nordirland med et kvarter igen tage en chokføring, da Josh Magennis kom højest på et indlæg fra højre side og stangede gæsterne i front.

Det fik dog gang i Holland, og fem minutter senere prikkede Memphis Depay bolden fladt i kassen til 1-1.

Dermed lignede det en pointdeling, men i tillægstiden dukkede indskiftede Luuk de Jong op og sendte Holland på 2-1.

Det fik gæsterne til at satse, og derfor kunne Memphis Depay i det fjerde tillægsminut lukke og slukke med sin scoring til 3-1.

Holland er derfor nyt hold i spidsen af gruppe C, men Tyskland og Nordirland har begge ligeledes 12 point.

Tidligere torsdag spillede bundholdene Hviderusland og Estland 0-0 i EM-kvalifikationens gruppe C.


Af Martin Schmidt
Onsdag 16. oktober