I januar 2020 vinkede Carlo Holse farvel til en bænkplads i FC København og sagde goddag til markant mere spilletid i Rosenborg.
For den norske storklub spillede Holse 30 ligakampe i sin første sæson, hvori det blev til fem mål og fem assists fra den 21-årige offensivspiller, der følte sig mere eller mindre nødsaget til at forlade FCK.
- Det var tiltrængt, efter jeg ikke følte, at jeg var en del af det til sidst i FCK – i hvert fald spillemæssigt, fordi jeg ikke spillede så meget. Jeg har været rigtig glad for at være i Rosenborg og har følt mig som en vigtig del af holdet.
- Det år, jeg har været i Rosenborg, har maksimeret mig personligt, menneskeligt og sportsligt, siger Carlo Holse til bold.dk.
Et fundament skal skiftes
Efter sit skifte til Rosenborg har Carlo Holse kunnet se FC København præstere et sløjt 2020, hvilket i oktober førte til fyringen af Ståle Solbakken og en efterfølgende ansættelse af Jess Thorup.
Artiklen fortsætter efter billedet

Selvom han altså har forladt barndomsklubben, har Carlo Holse stadig fulgt FCK tæt.
- Det siger sig selv, at jeg har en masse tidligere holdkammerater og gode venner i FCK, så når de lider lidt i den her periode, tager det selvfølgelig på én, men jeg tror bare, at det er et fundament, der lige skal skiftes.
- De har jo haft det så stærkt på rygraden, i forhold til hvad Ståle gjorde derinde, så selvfølgelig tager det tid at skabe noget nyt, siger Holse og tilføjer:
- FCK vil altid være en stor del af mig. Jeg har spillet der, siden jeg var ti, så jeg lider da lidt med dem, når det går dårligt, men jeg er sikker på, at det nok skal vende.
Før mesterskabsspillet ligger FC København på fjerdepladsen i Superligaen.
Skønt at se Winds succes
Et af lyspunkterne i FC Københavns 2020 var Jonas Wind, der scorede pænt med mål i Superligaen og i efteråret fik debut på landsholdet, hvor det hidtil er blevet til tre kasser i fem landskampe.
Holse spiller selv på U21-landsholdet, og han nyder at se, hvordan det går vennen Wind.
- Det er skønt at se. Jonas og jeg har været holdkammerater og venner, lige siden vi var 13 år, så vi kender hinanden virkelig godt. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at han gør det så godt og har succes.
- Vi snakker jo stadig sammen, og det er bare megafedt at se, at der er så mange fra vores årgang på ungdomsårene, der gør det godt nu, siger Holse.
Har det altid ligget i kortene, at Jonas Wind ville nå hertil, eller er det en overraskelse for dig?
- Han har altid været dygtig og en af de bedste på sin årgang, men selvfølgelig er det et spring fra ungdomsbold til seniorbold, der ikke er mange, som tager på den måde. Han har gjort det sindssygt godt, lige siden han startede på seniorniveau i FC, så man har hele tiden kunnet se, at det nok skulle komme på et tidspunkt.
- Han skulle bare få de sidste mekanismer i spil, og så kan man jo se, hvor vigtig han er for FCK's spil, og det var det samme på vores U19-hold dengang, fortæller Carlo Holse til bold.dk.
Søndag har både Holse og Wind igen chancen for at komme i aktion for Danmark, når U21-landsholdet og A-landsholdet møder henholdsvis Island og Moldova.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
Rosenborg
3F Superliga

































