Luk

Horsens-anfører ser tendens i sene pointtab

| Danmark | 2 kommentarer

Infoboks

AC Horsens - OB 1-1
Superligaen Nedrykningsspil
33' 1-0 Louka Prip
90' 1-1 Issam Jebali

Horsens-forsvarer Alexander Ludwig forklarer sent pointtab mod OB med, at holdet mangler sejrserfaring.

Horsens er blot gået fra banen som sejrherrer to gange i denne superligasæson, og ifølge Horsens' anfører, Alexander Ludwig, mangler holdet erfaring i at lukke kampe.

Søndag eftermiddag blev det udstillet, da Horsens måtte nøjes med 1-1 mod OB efter at have været få minutter fra en vital sejr.

I kampens 90. spilleminut fik det gulklædte mandskab nemlig en spand kold vand i hovedet, da OB-angriber Issam Jebali prikkede udligningen ind efter en omgang klumpspil foran mål.

- Vi har måske ikke været nok foran i denne sæson. Når vi er foran, og uret er ved at løbe ud, så bliver vi lidt bange for at vinde. Nogle ting er naturlige, men det er en tendens, som har fulgt os lidt i denne sæson, siger anfører Alexander Ludwig.

- Vi gjorde det rigtige langt hen ad vejen, hvor vi fik afvist mange af de situationer, der opstod tæt på vores mål. En enkelt svipser er det, der gør, at vi ikke får tre point i stedet for ét.

Horsens har brug for sejre, hvis det skal blive til endnu en sæson i Superligaen. Holdet ligger sidst med 11 point op til nedrykningsstregen, og derfor er der stor ærgrelse over de tabte point.

- Det er vanvittig skuffende, siger cheftræner Jens Berthel Askou.

- Vi skulle have haft tre vanvittigt vigtige point, som skulle have løftet os. Præstationen var opløftende, men tre point havde været endnu mere opløftende.

- På den måde er det ikke et point, vi er hverken glade eller stolte over lige nu, siger Horsens-træneren.

Glæde over det ene point er der til gengæld i OB-lejren. Det handler dog mere om at få noget med fra en kamp, hvor OB havde svært ved at spille sig til store målchancer.

- Jeg er rigtig glad for det ene point. Når man scorer til sidst og får et point, skal man være glad. På en dårlig dag er det vigtigt ikke at tabe, siger OB-sportschef, Michael Hemmingsen, der fungerer som midlertidig cheftræner indtil sommer.

/ritzau/

Støt AC Horsens og køb en fanfigur


Af Theis Fischer Brandt
Tirsdag 20. april