Luk

Horsens dukkede OB på to hurtige dødbolde

| 3F Superliga | 20 kommentarer

AC Horsens sænkede OB med 2-1 takket være to dødbolde i anden halvleg i søndagens 3F Superliga-kamp.

AC Horsens tog søndag eftermiddag imod OB i 3F Superligaen, hvor de gule skulle forsøge at tage et skridt væk fra bunden i 3F Superligaen.

Fynboerne jagtede oprejsning efter to nederlag i træk, og Jakob Michelsen skiftede fire mand i startopstillingen i jagten på top seks.

Alexander Juel Andersen, Troels Kløve, Jens Jakob Thomasen og Issam Jebali var således på holdkortet hos fynboerne.

Det blev en ganske rodet start på opgøret uden de helt store muligheder, men efter 22 minutter kom der gang i løjerne.

Michael Lumb havde hånd på bolden i feltet, og dommer Sandi Putros pegede på pletten. Bashkim Kadrii tog sig af forsøget, og han bankede bolden ind til 1-0.

Horsens tog teten
Horsens tog efter scoringen initiativet, og OB havde temmelig svært ved at få ro på deres eget spil, når de havde bolden.

I slutningen af første halvleg havde tilbagevente Troels Kløve dog en stor chance, hvor han blev spillet helt fri, men han fik slet ikke ordentligt træf på bolden.

Horsens sluttede første halvleg godt af, men OB var foran med 1-0 ved pausen.

Hjemmeholdet kom også glimrende ud til anden halvleg, og efter en håndfuld minutter appellerede de for straffespark, men dommeren vinkede afværgede.

Vendte kampen på hovedet
Både Bo Henriksen og assistenttræner Mads Lyng noterede sig gule kort for at brokke sig, men efter en time fik staben lidt at glæde sig over.

Her sendte Marco Lund nemlig bolden i eget net efter et hjørnespark, og så stod det 1-1.

Kort efter var Horsens' comeback så en realitet, og igen faldt målet efter en dødbold. Bjarke Jacobsen bankede bolden ind til 2-1, efter et langt indkast havde fundet vej til hans fødder.

OB, der stod længere tilbage i starten af anden halvleg, måtte nu fremad, og fynboerne kom da også frem til et par halve chancer.

Ayo Okosun var i den anden ende tæt på at øge Horsens' føring, men midtbanemanden sendte bolden forbi i det lille felt med et kvarter igen.

OB fik aldrig etableret et pres
OB forsøgte i slutminutterne at etablere et pres på Horsens, blandt andet via omstillinger, men Horsens stod godt imod.

Det blev derfor aldrig det stormløb mod de gules mål, som man ellers kunne have forventet mod slutningen.

De 1.690 tilskuere kunne derfor se AC Horsens snuppe en uhyre vigtig 2-1-sejr over OB.

Køb billetter til Horsens' kommende hjemmekampe her!


Af Sara Margren
Fredag 13. december