Luk

Horsens-helt vil genopbygge hjemmefortet

| 3F Superliga | 1 kommentar
Horsens-helt vil genopbygge hjemmefortet
Foto: Getty Images

Ifølge Horsens' Jonas Thorsen skal holdets hjemmebane igen være et svært sted at spille for modstanderen.

Det er længe siden, at AC Horsens-fans har fået lov til at juble over en sejr på hjemmebane, men søndag eftermiddag fik de en sejr at lune sig på, da Lyngby blev sendt hjem til Sjælland med et 1-2 nederlag i bagagen.

Sidst Horsens kunne trække sig sejrrigt ud af en kamp på hjemmebane var i februar i den forgangne sæson, hvor Vendsyssel blev slået med 3-0.

I denne sæson har det været helt skidt på hjemmebanen, hvor det op til kampen mod Lyngby var blevet til fire nederlag ud af fire mulige.

Samtidig havde østjyderne ikke scoret et eneste mål i Horsens, mens det var blevet til 12 indkasserede mål.

Jonas Thorsen, der blev matchvinder mod Lyngby, er blevet hentet tilbage til Horsens denne sommer efter et ophold i tyske Eintracht Braunschweig.

Han spillede også for Den Gule Fare i 2017/2018-sæsonen, hvor Horsens bestemt ikke var et let sted at komme til.

I hele den sæson blev det kun til tre nederlag på hjemmebanen.

- På det sidste har det været en ren gavebod her i Horsens, og det skal der laves om på, så det bliver træls at spille her. Vi håber, at sejren mod Lyngby bliver starten på det.

- Sejren betyder så meget. Man kan godt mærke, at der er nogle, der ikke har vundet på hjemmebane i lang tid, siger Jonas Thorsen.

Oprykkerne fra Lyngby har fået en hård medfart, når holdet har været på udebane i denne sæson, hvor alle fire udebanekampe er blevet tabt.

- Det er klart, at alle hold føler sig bedst tilpas på hjemmebanen. På hjemmebane har vi en stor opbakning og en god energi.

- Der er mange, der vil klubben det bedste, og det kan vi mærke, når vi går på banen i Lyngby.

- På udebane er det de små ting, der afgør det, og det er vi blevet straffet hårdt på i både Esbjerg og Horsens, siger Lyngby-træner Christian Nielsen.

Han må i stedet lede videre efter sæsonens første point hentet på fremmed græs.

/ritzau/


Af Daniel Laursen
Mandag 16. september