Luk

Horsens jagter præmiepenge: Vil overhale RFC

| 3F Superliga | 2 kommentarer

Infoboks

AC Horsens vil overhale Randers FC i nedrykningsspillets pulje 2, for der er ifølge manager Bo Henriksen omkring en million kroner at hente ved at blive nummer et.

AC Horsens gæster søndag eftermiddag Randers FC i en kamp om førstepladsen i nedrykningspillets pulje 2.

Den vil AC Horsens for alt i verden vinde, for så overhaler man Randers FC i pulje 2, og det kan medføre en økonomisk gevinst i omegnen af en million kroner, siger Bo Henriksen til bold.dk.

Sådan en gevinst ville falde på et meget tørt sted i AC Horsens' pressede økonomi.

- Vi går efter at vinde puljen. Det er helt åbenlyst, at det er delmålsætningen for de næste tre kampe, indleder Bo Henriksen og fortsætter om målsætningen for resten af sæsonen:

- Det går vi selvfølgelig efter, fordi vi for det første ikke har prøvet at vinde puljen før, og det andet er, at der er en rigtig pæn økonomisk gevinst ved at vinde puljen.

- For en lille klub som vores, der hele tiden er nødt til at skære ned i vores budgetter hele tiden, tilpasse dem og vende hver en skilling, vi har, så ville gevinsten på en million falde på et tørt sted. Det skal vi gå efter, så vi har så store muskler som muligt at spille med i det kommende transfervindue.

AC Horsens-manageren mener desuden, at det bliver meget lige mellem de øverste to hold i hver nedrykningspulje, der krydser i playoff-kampe.

- Det er den første delmålsætning, og når vi så har nået den, vil vi vinde så mange af de playoff-kampe som muligt og forhåbentligt nå finalen (Europa-playoff, red.). Vi har lige så gode muligheder som de andre tre hold, upåagtet, hvem det så bliver fra den anden pulje.

- Der er masser at spille for, og vi har ikke vundet noget endnu. Vi har undgået noget, og det kunne være sjovt at prøve at vinde noget. Det gør vi alt, hvad vi kan for, og så må vi se, hvor langt det rækker.

Fifty-fifty mod Randers

AC Horsens og Randers spillede i sidste runde mod hinanden, og det endte med en nulløsning på CASA Arena Horsens.

Bo Henriksen vurderer da også, at styrkeforholdet mellem de to kombattanter om førstepladsen i pulje 2 er meget lige.

- Det er meget 50/50. Vi har en udekamp mod dem nu, og der har de en fordel af at være hos dem, men som man så i den sidste kamp, så er styrkeforholdet meget lige, lyder vurderingen, som fortsætter: 

- Det er to dygtige fodboldhold, der skal spille om førstepladsen, og det glæder vi os til, for vi mener, vi har en god mulighed for at skabe et godt resultat.

- Vi skal ikke ud at spare nogle spillere eller noget. Vi kommer med det bedste, vi har, og med en tro på, at vi er dygtige. Vi har ikke tabt i seks Superliga-kampe i træk, og den stime vil vi gerne forlænge.

Kampen mellem AC Horsens og Randers FC spilles klokken 14.00 på Cepheus Park i Randers.

Støt AC Horsens og køb en fanfigur


Af Jonas Dalgård
Onsdag 15. juli
Tirsdag 14. juli