LeoVegas.dk bold.dk Bethard Casino24

Horsens kom tilbage og sikrede overlevelse

| Op/nedrykningsspil | 112 kommentarer
Horsens kom tilbage og sikrede overlevelse
Foto: Getty Images
Vendsyssel kom foran og var på vej mod Superligaen, men Mikkel Jespersens flotte langskudsmål, Kjartan Finnbogasons sene scoring og Jonas Gemmers lob sikrede AC Horsens endnu en sæson i den bedste række. 

Søndag skulle Vendsyssel og AC Horsens kæmpe om en plads i Superligaen i næste sæson. Efter 0-0 i det første opgør i Horsens var spændingen i den grad intakt forud for et fyldt stadion i Hjørring.

Vendsyssel kom stærkt fra land og var meget tæt på at tage føringen efter kun seks minutter. Rune Frantsen prøvede lykken fra distancen og Steve Clark havde ikke nået forsøget. Heldigvis for Horsens og desværre for Vendsyssel tog afslutningen opstanderen og røg forbi. 

Hjemmeholdet fortsatte med at være ovenpå og et par minutter før pausen tog de fortjent føringen. Moses Opondo satte en Horsens-forsvarer af med en smart vending, driblede ind i feltet og fandt Tiago Leonco, der dirigerede bolden i mål ved nærmeste stolpe. Vendsyssel var på vej i Superligaen.

Horsens skulle jagte en udligning, der ville sikre Horsens overlevelse på grund af reglen om udebanemål, og seks minutter inde i anden halvleg lykkedes det. Mikkel Jespersen sparkede mod det lange hjørne fra kanten af feltet og lagde bolden helt op i målhjørnet til 1-1. Fantastisk mål af Jespersen, der betød, at det nu var Horsens, der stod til at spille Superliga efter sommerpausen.

Nu var det Vendsyssels tur til at jagte et mål, og 25 minutter før tid var de tæt på at score. Okosun headede på mål fra tæt hold, men formåede ikke at bringe Vendsyssel foran for anden gang i kampen. 

Tyve minutter før tid var Jonas Gemmer lige ved at score Horsens' andet mål, der nok ville have lukket kampen. Gemmer driblede mod mål og trykkede af, men sparkede fladt forbi mål, og det blev ved 1-1.

Vendsyssel jagtede føringsmålet, men i det 85. minut lukkede Horsens opgøret. Bubacarr Sanneh forlængede bolden til bagerste stolpe, hvor Kjartan Finnbogason var fri og kunne sparke Horsens foran, og så var kampen lukket.

Nordjyderne skulle score to gange, men det var for stor en opgave, selvom André Bjerregaard blev udvist sent i kampen. Helt til sidst lukkede Jonas Gemmer til slutresultatet 3-1 med et fornemt lob, og dermed er Horsens klar til endnu en sæson i den bedste række, mens Vendsyssel fortsætter i 1. division efter sommerpausen.

Stream AC Horsens – OB på Eurosport Player
Advertisement

Af Peter Miles
Søndag 17. februar
Lørdag 16. februar