AC Horsens har solgt den 21-årige midtstopper Mads Juel Andersen til Barnsley FC, som i den netop overståede sæson sikrede oprykning fra League One til Championship.
Det oplyser AC Horsens i en meddelelse på sin hjemmeside, hvor klubben skriver, at man har solgt spillere for omkring 35 millioner i de seneste fire år. Blandt andet har man solgt Jesse Joronen, Bubacarr Sanneh og Ayo Simon Okusun.
Juel Andersen kom til Horsens fra Brøndby for halvandet år siden, og den unge forsvarer har siden spillet 32 kampe for Horsens og scoret fem gange, og det har været et givende ophold, siger forsvareren i en meddelelse på Horsens' hjemmeside.
- Det er totalt vildt, og jeg har mange følelser i kroppen lige nu. Barnsley har vist stor interesse for mig gennem hele forløbet, og det er gået hurtigt, men det er fedt, siger Juel Andersen og fortsætter.
- Min tid i Horsens har været lidt op og ned. Jeg har spillet kampe, været lidt ude og bed mig til sidst fast, og det har været meget lærerigt.
- Det har været sjovt, spændende og anderledes end Brøndby, men det var lige, hvad jeg havde brug for. Jeg havde brug for at lære mig selv at kende, og jeg har rykket mig meget som spiller og menneske det seneste halvandet år.
Den 21-årige stopper har fået en kontrakt til 2023 i Barnsley.


AC Horsens
Barnsley
3F Superliga






























