Luk

Horsens satte bronzevinderne på plads

| Superligaen | 58 kommentarer
Horsens satte bronzevinderne på plads
Foto: Getty Images

To personlige fejl førte til to AC Horsens-mål, da Bo Henriksens tropper hjemme sendte bronzevinderne fra Lyngby hjem med en sæk på 4-1 i anden runde af Superligaen.

Horsens og Lyngby skulle i søndagens tidlige opgør i Superligaen begge forsøge at følge op på de gode takter fra første runde, hvor begge hold vandt 2-1 over henholdsvis AGF og Silkeborg.

Lyngby havde vundet 10 kampe i træk medregnet Europa, men det var Horsens, der kom bedst fra start.

Allerede i kampens første minut var det tæt på en 1-0 føring til hjemmeholdet, der gav bolden op. Her blev den spillet op til Kjartan Finnbogason, der sparkede 10 centimeter over mål.

Og det var Horsens, der var klart bedst i kampens indledning. Efter 10 minutter var Finnbogason endnu engang på spil efter et fladt indlæg, men hans forsøg blev blokeret.

På det efterfølgende hjørnespark var det igen tæt på for Horsens. Joseph Mensah trykkede af fra en spids vinkel på kanten af feltet, men den ramte ydersiden af stolpen.

Efter 20 minutter var Lyngby på færde for første gang. Jeppe Brandrup sendte et fladt indlæg ind i boksen, men Martin Ørnskov ramte ikke læderet ordentligt, og forsøget røg et godt stykke forbi mål.

Efter 25 minutter var værterne så endnu engang farlige. Mads Bech sendte en Horsens-specialitet - et langt indkast- ind i feltet. Simon Okosun snittede den videre, før Lasse Kryger headede bolden på undersiden af overliggeren.

Kort derefter blev Lyngby tvunget til en udskiftning, da Thomas Sørensen måtte udgå med en skade. Jesper Christjansen kom ind, og Ørnskov røg ned i forsvaret.

Efter godt en halv time kom værterne så i front. Horsens bevarede bolden efter et hjørnespark, og Jonas Thorsen sendte et indlæg ind fra venstre, hvor Okosun flot headede den i kassen.

Kort før pausen var Lyngby så tæt på udligning, da Kristoffer Larsen sendte en farlig bold ind fra venstre, men Kim Ojo afsluttede lige på keeper Joronen.

I stedet slog Horsens til i den anden ende. Jonas Thorsen sendte et højt indlæg ind fra højresiden. Her nåede Lasse Kryger højere end Mikkel Andersen, og så stod det 2-0 i en situation, hvor Lyngby-målmanden ikke så alt for heldig ud.

Efter pausen kom Lyngby bedre ud, men alligevel var det Horsens, der fik scoret. Efter en time tog Mads Bech et par fine træk i venstre side og med et skruet spark, der tog stolpen på vej ind, gjorde han det til 3-0 foran de 1828 tilskuere på Casa Arena.

Herefter overtog Lyngby initiativet, og det udmøntede sig i en scoring efter 68 minutter. Indskiftede Jesper Christjansen klappede til kuglen fra distancen, og så stod det 3-1, og Lyngby fik tro på tingene.

Lyngby sad stadig på tingene, men med 13 minutter igen gik det helt galt i Lyngby-forsvaret. Martin Ørnskov mistede bolden til indskiftede Tobias Arndal, og den 19-årige offensivspiller fik en friløber. Han svigtede ikke, og så stod det 4-1.

Herefter pakkede Horsens sig fuldstændig ned, uden at Lyngby for alvor blev farlige. Kort før tid fik Horsens så en friløber, men Finnbogason sparkede lige forbi mål.

Kort efter fik Lyngby bolden i kassen, men David Boysen blev dømt offside. Mere blev det ikke til, og Horsens vandt dermed en komfortabel sejr over bronzevinderne. Med sejren er Horsens sikre på at ligge i top tre, når anden runde er færdigspillet.

Stream Brøndby IF – AC Horsens på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Elias von Staffeldt
Lørdag 20. juli
Fredag 19. juli