Luk

HSV delte efter underholdende første halvleg

| 2. Bundesliga | 4 kommentarer

HSV og Darmstadt spillede 2-2 i 2. Bundesliga efter en første halvleg, hvor alle fire scoringer faldt. Mikkel Kaufmann blev indskiftet i 88. minut. 

HSV har fået en lunken start på sæsonen i 2. Bundesliga med en sejr, en uafgjort og et nederlag i de tre første kampe.

Søndag skulle de forsøge at få pyntet på sæsonstarten med en hjemmesejr mod Darmstadt, der havde skrabet tre point sammen i deres første tre kampe.

Mikkel Kaufmann startede på bænken for hjemmeholdet, men skulle blive indskiftet senere i opgøret.

Fra bænken kunne han se Darmstadt komme bedst fra start, da gæsterne blev tilkendt et klodset straffespark efter 14 minutters spil.

Det tog Phillip Tietz sig glimrende af, da han sparkede fladt til venstre, mens HSV-keeperen sprang modsat.

Et kvarter senere svarede hjemmeholdet igen, da Sonny Kittel sendte et frispark i feltet, der fandt Bastian Schonlau, som stangede bolden videre i nettet til 1-1.

Et minut inde i tillægstiden af første halvleg kom HSV også i front, da Darmstadt ikke fik clearet et frispark ordentligt.

Jonas Meffert sendte bolden tilbage i feltet, hvor Moritz Heyer smart dirigerede bolden i nettet med hælen.

Den underholdende første halvleg var dog ikke slut endnu, for tre minutter senere bragte Phillip Tietz sig igen på tavlen.

Et Darmstadt-langskud ramte træværket og sprang ud i feltet, hvor Tietz var hurtig i tanke og handling og headede bolden i kassen til pausestillingen 2-2.

Anden halvleg blev ikke nær så underholdende, selvom HSV jagtede et sejrsmål.

Det fik Mikkel Kaufmann få minutter til at hjælpe med, da han blev indskiftet i det 88. minut, men heller ikke han kunne fremtvinge en sejr.

Derfor endte opgøret uden vinder og med et slutresultat på 2-2.

Samtidigt med dette opgør spillede Ingolstadt, med Andreas Poulsen på bænken, uafgjort med Nürnberg, der havde Asger Sørensen på banen i hele kampen. 

Sandhausen fik tre point med fra deres besøg hos Aue, der blev besejret med 3-1. 


Af Andreas Roesen
Torsdag 27. januar
Onsdag 26. januar