Luk

HSV knækkede Werder i dramatisk derby

| 2. Bundesliga | 4 kommentarer

Infoboks

Werder Bremen - Hamburger SV 0-2
2. Bundesliga
2' 0-1 Robert Glatzel
32' 0-1 Christian Gross
45' 0-2 Moritz Heyer
52' 0-2 Sebastian Schonlau

På to hovedstødsmål tog Hamburger SV stikket mod rivalerne Werder Bremen med 2-0. Mikkel Kaufmann blev indskiftet i derbyet, som bød på et rødt kort til hvert hold.

Et af Tysklands helt store traditionsopgør finder i denne sæson på anden klasse. Lørdag løb Das Nordderby mellem Werder Bremen og Hamburger SV af stablen ved Weserfloden.

Mikkel Kaufmann startede på bænken, og han kunne hurtigt flyve ude af boksen for at juble, for efter bare et par minutter var der bingo for HSV.

Via et par høje bolde kom de ned bag om Werder-forsvaret, og fra baglinjen blev en blød bold sendt lige i skallen på store Robert Glatzel, som bragte HSV foran.

Ondt blev værre for Werder efter en halv time, da Christian Gross ragede sin anden advarsel til sig og blev sendt ind under bruseren.

Ti mod elleve lykkedes det Werder at udligne. Marvin Duksch sendte et flot frispark lige over muren op i målhjørnet, men da en Werder-spiller ikke holdt den reglementerede afstand til HSV-muren, blev scoringen underkendt.

På nippet til pausen kom HSV i stedet foran 2-0, da endnu et indlæg endte lige i pandebrasken på en HSV-spiller. Denne gang var det Moritz Heyer, som fik fornøjelsen af at dukke lokalrivalerne.

Træerne voksede ikke ind i himlen for HSV, som syv minutter efter pausen selv blev skåret ned til ti mand, da Sebastian Schonlau blev udvist.

Det gav Werder lejlighed til at presse gæsterne, hvilket de grønklædte gjorde i perioder af anden halvleg. Men mål blev det ikke til for Bundesliga-nedrykkerne.

HSV og Mikkel Kaufmann, som kom ind i de sidste 20 minutter, vandt og avancerer til fjerdepladsen i 2. Bundesliga.


Af Casper Baunsgaard
Fredag 28. januar
Torsdag 27. januar