Luk

HSV smed to-måls føring i seks-måls deler

| 2. Bundesliga | 0 kommentarer

Infoboks

Aue - Hamburger SV 3-3
2. Bundesliga
14' 0-1 Simon Terodde
22' 0-2 David Kinsombi
26' 1-2 Jan Hochscheidt
30' 1-3 Simon Terodde
50' 2-3 Clemens Fandrich
61' 3-3 Florian Krüger

Der var forrygende underholdning fredag aften, da HSV spillede 3-3 med Aue på udebane i 2. Bundesliga. HSV var undervejs foran med både 2-0 og 3-1. 

HSV kunne fredag aften øge forspringet i toppen af 2. Bundesliga, hvor de inden aftenens opgør mod Aue havde fire point ned til Bochum på andenpladsen.

Hjemmeholdet Aue lå inden opgøret midt i tabellen som nummer otte med 28 point i 19 kampe.

Kombinationen af de to hold skulle gå hen og give et særdeles underholdende opgør.

Opgøret var 14 minutter gammelt, da netmaskerne blafrede første gang. Et indlæg strøg til bageste område, hvor Bakkery Jatta lagde den først gang på tværs igen til Simon Terodde, der kunne sparke bolden i det tomme net til 1-0.

Otte minutter senere var den gal for hjemmeholdet igen, da Sonny Kittel modtog bolden i højre side af feltet. Han lagde bolden skråt tilbage til David Kinsombi, der sparkede bolden første gang i nettet med en knaldhård afslutning.

Det kunne have taget modet fra de fleste, men fire minutter senere svarede Aue igen efter en god omstilling, der endte med, at Pascal Testroet lagde bolden på tværs til Jan Hochscheidt på kanten af feltet.

Med en kontrolleret inderside lagde han bolden fladt i nettet ved roden af den nærmeste stolpe, og så stod det 1-2.

Glæden varede dog kort for Aue, da HSV bragte sig foran med to mål igen bare to minutter senere.

Tim Leibold bankede bolden helt op i det fjerneste hjørne, men i samme moment fløjtede kampens dommer for straffe, da Aues Clemens Fandrich fik nedlagt den HSV-spiller, der lagde den til rette for Leibold.

Derfor kunne scoringen ikke stå, hvilket betød, at Simon Terodde i stedet fik chancen fra pletten.

Her missede han ikke, da han blev dobbeltmålscorer med en flad afslutning, der sad så yderligt, at Aue-keeperen ikke kunne nå den, trods han sprang til den rigtige side.

Derfor gik HSV til pause foran med 3-1.

HSV-føring smuldrede på et kvarter

Så kunne man fristes til at tro, at det var en formalitet for gæsterne i forhold til at trille sejren hjem, men det fik Aue hurtigt ændret på.

Hochscheidt spillede i det 50. minut en aflevering ind i feltet til Clemens Fandrich, der fik tid og plads, så han kunne sparke bolden fladt i nettet i modsatte side med en kontrolleret inderside.

11 minutter senere faldt udligningen også for Aue efter en forrygende scoring.

Et frispark blev sendt i feltet, som John-Patrcik Strauss fik headet mod mål. Sven Ulreich leverede en strålende refleksredning, der dog røg ud i feltet på ny.

Her stod Florian Krüger, og han flugtede med ryggen til målet bolden over hovedet på sig selv og helt over i det lange hjørne. En ganske enkelt glimrende scoring.

Den underholdende affære fortsatte herefter med chancer i begge ender, men det blev ikke til flere scoringer.

Det betyder, at begge mandskaber holder deres placering i tabellen, men selvfølgelig med et point mere på kontoen.

Samtidigt med dette opgør vandt St. Pauli med 2-1 på hjemmebane over Sandhausen. Her blev danske Simon Makienok indskiftet i det 90. minut. 


Af Andreas Roesen
Onsdag 26. januar
Tirsdag 25. januar