Luk

Hvidovre tævede Fredericia med 5-1 i topbrag

| NordicBet Liga | 6 kommentarer

Infoboks

Hvidovre IF - FC Fredericia 5-1
NordicBet Liga
3' 1-0 Mohamad Al-Naser
7' 2-0 Tobias Thomsen
21' 3-0 Marcus Lindberg
44' 3-1 Patrick Egelund
62' 4-1 Kim Aabech
73' 5-1 Kim Aabech

Hvidovre fik skovlen under FC Fredericia med en 5-1-sejr i lørdagens topkamp i 1. division.

Lørdag eftermiddag var der topbrag i 1. division, da Hvidovre tog imod FC Fredericia på Pro Ventilation Arena.

Hvidovre var noget skadesplaget og gik ind til kampen med et overraskende nederlag til Hobro i bagagen efter en ellers forrygende ubesejret stime.

Ikke desto mindre var det Hvidovre, der kom bedst fra land, og efter blot syv minutter stod det 2-0 til hjemmeholdet.

Med tre minutter spillet var det Mohamad Al-Naser, der flot headede et frispark fra Kim Aabech i kassen til 1-0.

Få minutter senere var Al-Naser så i oplæggerens rolle. Hvidovre pressede højt, og Oliver Olsen tabte bolden på kanten af eget felt. Al-Naser opsnappede den, rundede Fredericia-keeper Alexander Nybo og fandt Tobias Thomsen, der bragede kuglen ind til 2-0.

Hvidovre dominerede og spillede en rigtig god gang fodbold denne lørdag, og med 20 minutter spillet øgede hjemmeholdet såmænd føringen.

Denne gang var det Marcus Lindberg, der satte sidste fod på et godt angreb, og så var Hvidovre altså på 3-0.

Lidt malurt i bægeret for Hvidovre skete kort efter, hvor Al-Naser gik ud, mens Christoffer Østberg kom ind i stedet.

Kort før pausen fik Fredericia reduceret. Patrick Egelund tog et godt træk i feltet og bankede bolden ind efter et glimrende angreb af gæsterne.

Dermed var stillingen 3-1 til Hvidovre ved pausen.

Fredericia skiftede Mikkel Basse og Samson Iyede ind til anden halvlegs start, men med en time spillet var det Hvidovre, der igen kom på tavlen.

Anders Holvad flåede Daniel Stenderup omkuld i feltet, og Kim Aabech omsatte fra straffesparkspletten til 4-1.

Østberg havde en stor hovedstødsmulighed tæt under mål, mens Samson Iyede senere i halvlegen kom alene igennem og kunne have reduceret.

I stedet blev det 5-1, og det var igen Kim Aabech, der var på spil. Angriberen tog bolden godt med fra kanten af feltet og chippede den over keeper Nybo.

Med sejren rykker Hvidovre op på tredjepladsen i 1. division - to point fra topholdet FC Helsingør.


Af Sara Margren
Mandag 17. januar