Luk

Hvidovre tog førsteplads med sejr over EfB

| NordicBet Liga | 12 kommentarer

Infoboks

Fremad Amager - Esbjerg fB
NordicBet Liga (25/02)
Oddset 3,05 3,35 2,20

Med en 2-0 sejr over Esbjerg torsdag aften indtog Hvidovre førstepladsen i NordicBet Ligaen. Kampen bød blandt andet på to straffespark og en meget svær bane at spille fodbold på.

NordicBet Ligaens tredjeplads, Hvidovre IF, tog torsdag aften med Esbjerg FB på Hvidovre Stadion. Gæsterne har mildest talt haft en tumultarisk efterårssæson, og inden kampen indtog vestjyderne ligaens ottendeplads.

Esbjerg havde op til kampen haft gevaldige udfordringer på målmandspositionen på grund af skader og karantæne, og således var der debut til den blot 18-årige Jesper Sørensen, som klubben kaldte hjem fra en U19-træningslejr i Marbella i tirsdags. Han blev dermed klubbens femte keeper i indeværende sæson.

Og der var smæk for skillingen fra kampens start. Esbjergs Mads Larsen blev lagt ned af Hvidovres målmand Filip Djukic, og det resulterede i et klokkeklart straffespark til gæsterne. Djukic gjorde dog skaden god igen, da han klarede Elias Sørensens halvsløje straffespark, og således klarede topholdet frisag.

Fem minutter efter var det så i stedet Hvidovre, der kunne bringe sig foran. Efter et fint opspil i højre siden og lidt klumpspil foran det lille felt endte bolden for fødderne af Frederik Carlsen, der sikkert sparkede bolden op i nettaget.

Generelt bar kampen præg af den vintertunge bane, og holdene havde svært ved at få spillet til for alvor at flyde. Dog var det hjemmeholdet, der sad på det meste af spillet.

Det blev også til en stor mulighed i det 35. minut, da Jesper Sørensen i Esbjerg-målet diskede op med en fin redning fra en hovedstadsafslutning tæt under mål og fik klaret den til hjørnespark.

Flere store chancer blev det ikke til i første halvleg, og dermed kunne Hvidovre gå til pause med en føring på 1-0.

I anden halvleg kæmpede holdene videre med at få det offensive spil til at glide på den nærmest umulige bane, og mange chancer blev det ikke til i halvlegens indledning.

Efter 62 minutter blev kampens andet straffespark dømt, og denne gang var det til Hvidovres fordel. Esbjergs Jonas Mortensen havde armen på bolden, og dermed kunne Markus Lindberg lægge bolden til rette på pletten. Han scorede sikkert til 2-0 og fordoblede dermed føringen.

2-0-scoringen fik udeholdet til at lægge spillet længere frem på banen, hvilket resulterede i et fornuftigt spilovertag og udmærkede muligheder.

Esbjergs Leonel Montano var i det 67. minut tæt på at reducere for vestjyderne, da han fyrede en knastør afslutning af sted fra kanten af feltet. Djukic i Hvidovre-målet mistede et skridt, men til hans held sneg afslutningen sig snert forbi stolpen.

Udeholdet var igen tæt på en reducering i det 77. minut, da en afslutning fra Mads Larsens højrefod gik få centimeter forbi Hvidovres målstolpe og i sidenettet.

De helt store chancer blev det ikke til herefter, og dermed sikrede hjemmeholdet sig sejren.

Med de tre point indtager Hvidovre en øjeblikkelig førsteplads i NordicBet Ligaen, mens Helsingør og Lyngby har en kamp til gode på de efterfølgende pladser.


Af Peder Carlsen
Fredag 28. januar
Torsdag 27. januar