Luk

Hvidovre undrer sig: Nul bud på succestræner

| NordicBet Liga | 6 kommentarer

Infoboks

Hvidovre IF - SønderjyskE
Sydbank Pokalen (10/12)
bet365 2,20 3,60 2,90

Hvidovres sportschef, Peter Lassen, giver cheftræner Per Frandsen stor kredit for holdets succes, og han forstår ikke, at større klubber ikke har henvendt sig.

Hvidovre har været én af de helt store historier i denne sæson af 1. division, hvor de har ligget nummer ét og fortsat er en del af topstriden.

Det på trods af en status som nedrykningstruet i de seneste sæsoner og ét af rækkens laveste budgetter.

Så hvordan kan det gå til, at en deltidsklub kan spille med i toppen af 1. division?

- Jeg tror, det er Per Frandsens måde at spille fodbold på, og den måde, han har tacklet tingene på de sidste to sæsoner. Det har været fuldstændig eminent, siger Hvidovres sportschef, Peter Lassen, til bold.dk.

- Han har gjort et fremragende stykke arbejde, så vi må tillægge æren til ham og selvfølgelig spillerne.

- Når det er sagt, har det også noget at gøre med sammensætningen af holdet. Vi har været dygtige til at kombinere unge spillere med de ældre og rutinerede, som har præsteret fantastisk. Det er ikke kun på banen, men også uden for banen.

Hvorfor har ingen større klubber henvendt sig?
Per Frandsen har været ansat i Hvidovre siden sommeren 2017, og selv i hårde tider, hvor den stod på nedrykningskamp, har klubben holdt fast i træneren, hvor rivalerne ofte har fyret.

Det har været helt bevidst.

- Vi ved godt, hvad Per Frandsen står for, og hvor dygtig han er. Per har fået spillerne op igen, når de har været nede, siger Peter Lassen.

- Vi har troet på ham hele vejen igennem, også selvom vi var nede i en bølgedal. Vi vidste, det var ham, der skulle få os ud af krisen, og i al beskedenhed fik vi ret.

Peter Lassen er tværtimod overrasket over, at ingen større klubber har prøvet at hente Frandsen, der har haft stor succes med små midler.

- Jeg har gået og spekuleret på, at der er så mange trænerfyringer i danske klubber.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der ikke er nogen, der ikke har henvendt sig til Per. Vi vil helst ikke af med ham, men det er uforståeligt, at der ikke er nogen, der har spurgt til ham, synes jeg.

Er du nervøs for at miste ham?

- Ja, for helvede. Han er absolut god nok til at træne fuldtidshold i 1. division og Superligaen. Han er ikke én af dem, der råber og skriger, for som han siger, at hvis han giver spillerne en skideballe, skal han jo selv samle dem op igen.

- Han har hele pakken, understreger Peter Lassen.

Kontinuitet og fællesskab
Udover Per Frandsens mandskabspleje peger Peter Lassen på to parametre, der har været vigtige for klubbens succes de seneste år.

Kontinuitet i truppen er én af dem.

- Vi har heller ikke haft så stor udskiftning i truppen. Når vi har møder med mulige nye spillere, er det meget vigtigt, at de har lyst til at spille for Hvidovre og ikke kun vil være her for pengenes skyld, for så skal de slet ikke være her.

- Sammen med Jammerbugt har vi vel rækkens laveste budget, og spillerne kommer jo her og laver en superman-omklædning lidt i 16.00, så de kan nå med til træning efter deres civile arbejde.

Derudover kan man komme langt med fællesskab.

- Vi har det virkelig godt med hinanden, og vi er en stor familie alle sammen. Spillerne kan komme til mig med alt, hvad enten det er problemer på hjemmefronten, eller hvordan man skal lave frikadeller. Vi er der bare for hinanden.

- Det har også meget med den succes, vi oplever, at gøre; at vi vil hinanden det bedste alle sammen, slutter Peter Lassen.

Hvidovre skal lørdag op imod FC Fredericia i 1. division.


Af Sara Margren
Tirsdag 7. december