Luk

Ilsø-træner: Han er for god til 3. division

| Hestrafors IF | 6 kommentarer

Infoboks

Ken Ilsø er ny spiller i den svenske klub Hestrafors, der begår sig i den femtebedste svenske række. Det er et scoop, hvis man spørger hans nye træner. 

Ken Ilsø blev tidligere på ugen præsenteret som ny spiller i den svenske amatørklub Hestrafors, der gør sig i den femtebedste række i Sverige. 

De fleste troede ellers, at karrieren var forbi, da den 34-årige offensivspiller tidligere blev idømt to års karantæne for en positiv dopingprøve. 

Nu er han imidlertid klar til at tørne ud i svensk fodbold, efter han sidste år flyttede til Bollebygd. Her har han fulgt Hestrafors kampe, ligesom alle andre gør det i lokalområdet, hvis man skal tro hans nye træner, Tony Andersson.

- Folk siger, vi har rekrutteret Ken, men det passer ikke. Vi har ikke aktivt kigget efter Ken, for så ville han sikkert ikke have ønsket at komme. Det skete ved et tilfælde, og vi er ikke dummere, end når en spiller af hans kaliber vil spille for os, så siger vi ikke nej, siger Tony Andersson til Ekspressen. 

Ken Ilsø har trænet med Hestrafors siden januar, men det er først nu, at han er klar til at spille kampe for klubben. 

- Han havde ikke trænet i to år. Vi var nød til at være forsigtige, da han kom til klubben. Han er klog, og han ved hvordan han skal disponere sine kræfter, så han kan spille 90 minutter uden problemer, siger Tony Anderson. 

- Der er ikke mange i den svenske tredje division, der har den teknik og spilforståelse. Han er formentlig alt for god til tredje division, fortsætter Tony Anderson. 

Klubben er bekendt med Ken Ilsøs dopingkarantæne, men det bekymrer ikke træneren. 

- Han ønsker at trække en streg i sandet og har fortalt, at han ikke gider at snakke om det. Selvfølgelig ved han, at det er dumt, men han er den sødeste person, jeg nogensinde har mødt. Det er en kontrast til det billede, der eksisterer, og han er en virkelig venlig og følsom person.

- For ham handler det om at få lagt det, der er sket, bag sig og spille lidt fodbold igen. Han er kommet til et nyt land, et nyt sted og kommer til at møde nye mennesker. Det bliver godt med en genstart for ham, afslutter Tony Andersson. 

Hestrafors fortæller i samme ombæring at Ken Ilsø på nuværende tidspunkt ikke ønsker at give interviews.


Af Asser Vittrup Nielsen
Søndag 16. maj
Lørdag 15. maj