Luk

Immobile tangerede rekord i nederlag

| Serie A | 1 kommentar

Infoboks

Napoli - Lazio 3-1
Serie A
9' 1-0 Fabian Ruiz
22' 1-1 Ciro Immobile
54' 2-1 Lorenzo Insigne
90' 3-1 Matteo Politano

Napoli besejrede Lazio med 3-1 i den sidste kamp af sæsonen, hvor Ciro Immobile tangerede rekorden for flest mål i en Serie A-sæson. 

Napoli var sikret at ende på syvendepladsen inden sidste spillerunde, hvor de mødte Lazio på hjemmebane. 

Lazio kunne til gengæld stadig nå andenpladsen, hvis Inter og Atalanta spillede uafgjort, samtidigt med de selv slog Napoli.

Det håb led et tidligt knæk, da Fabian Ruiz sparkede hjemmeholdet foran efter bare ni minutters spil med en følt inderside op i hjørnet udenfor feltet. 

Midtvejs i første halvleg fik Ciro Immobile bragt balance i regnskabet, da han prikkede et fladt indlæg i nettet til 1-1. 

Scoringen var Immobiles nummer 36 i denne sæson af Serie A, hvilket er en tangering af Gonzalo Higuains rekord. 

Ti minutter inde i anden halvleg kom Napoli igen foran. 

Lorenzo Insigne blev nedlagt i afslutningsøjeblikket inde i feltet, hvilket korrekt blev takseret til et straffespark. 

Det tog den lille italiener sig selv af, da han placerede bolden til højre, mens Strakosha sprang til den modsatte side. 

I kampens tillægstid lukkede og slukkede Matteo Politano, da han blev spillet fri tæt under mål af Dries Mertens. Her svigtede han ikke, da han gjorde det til slutresultatet 3-1. 

Dermed ender Lazio på fjerdepladsen, mens Napoli får syvendepladsen. 


Af Andreas Roesen
Fredag 7. august
Torsdag 6. august