Christian Eriksen har forladt Tottenham og fortsætter i stedet karrieren i Inter, og Spurs siger farvel til en af ligaens mest kreative spillere de seneste sæsoner.
Ser man på tallene og Eriksens præstationer siden debuten i Premier League i september 2013, har den danske midtbanespiller sat konkurrenterne til vægs i flere kategorier.
I antallet af mål og assists ligger Eriksen nummer syv på listen blandt alle Premier League-spillere i samme periode, da han enten har scoret eller lagt op til 113 mål for Tottenham i PL.
Af de 113 mål er 62 assists fra Eriksens fod, og dermed topper han statistikken over flest målgivende afleveringer i Premier League i de sidste seks og en halv sæson.
Det er da også Eriksen, som har skabt flest målchancer i denne periode, da han har været manden bag 571 chancer.
— OptaJoe (@OptaJoe) January 13, 2020
Ovenstående tweet er fra 13. januar. Eriksen nåede efterfølgende at spille 45 minutter i Premier League for Tottenham, hvor han formåede at skabe en målchance for en holdkammerat.
At Eriksen har et godt langskud, ved de fleste, og det er også Eriksen, der topper scoringer uden for feltet og direkte på frispark.
Danskeren scorede 23 mål uden for feltet og otte mål direkte på frispark siden sin debut i Premier League, hvilket ingen anden spiller har gjort bedre.

27-årige Eriksens bedste sæson målmæssigt for Tottenham var 2017/18, hvor han scorede 14 mål, mens hans bedste sæson i oplæggerens rolle var i 2016/17, hvor han bød ind med 23 målgivende afleveringer.
Siden sit skifte til Tottenham fra Ajax nåede Eriksen i alt 305 kampe for klubben, scorede 69 mål og lavede 89 assists.
| Sæson | Kampe | Mål | Assists |
|---|---|---|---|
| 2019/20 | 28 | 3 | 3 |
| 2018/19 | 51 | 10 | 17 |
| 2017/18 | 47 | 14 | 13 |
| 2016/17 | 48 | 12 | 23 |
| 2015/16 | 47 | 8 | 16 |
| 2014/15 | 48 | 12 | 5 |
| 2013/14 | 36 | 10 | 12 |
| I alt | 305 | 69 | 89 |
Kilder: OptaStats, Transfermarkt


Tottenham
Premier League































