


Vejle Boldklub satte lørdag eftermiddag tre point på kontoen, da klubben sejrede i nedrykkerbraget mod Vendsyssel FF.
Her var især Diego Montiel en oplevelse for Vejle-mandskabet, da han var manden bag kampens første scoring og generelt var livlig i de 62 minutter, han spillede i sin første kamp fra start.
Den imponerende præstation gør formentlig, at Diego Montiel er en spiller, de fremtidige modstandere vil holde et vågent øje med. Men det er de velkomne til, siger han til Vejle Amts Folkeblad.
- Det passer mig fint, hvis de andre klubber begynder at gå hårdere til mig. Det betyder, at der bliver mere plads til mine holdkammerater. Der er mange dygtige spillere på det her hold, siger han til avisen.
Han siger, at han endnu ikke er i topform efter et halvt år uden spilletid. Derfor lover han også, at der er mere i vente fra ham.
- Det var min første kamp fra start i 1. division, og jeg er glad. Jeg mangler stadig noget, før jeg er i topform, men formen kommer med flere kampe. Jeg bliver endnu bedre, siger han ifølge Vejle Amts Folkeblad.
Vejle har fire point efter tre kampe i 1. division.


Vejle Boldklub
Betinia Liga































