FC Midtjylland lejede i sommer det brasilianske midtbanetalent Evander i Vasco da Gama frem til næste sommer med en indbygget købsklausul.
Først i starten af november fik 20-årige Evander chancen for alvor, men siden har han også spillet fast og imponeret direktør Claus Steinlein.
- De folk, der ser ham hver dag på træningsbanen, siger til mig, at vi indtil nu kun har set toppen af isbjerget i forhold til, hvad han kan, siger Steinlein til bold.dk.
- Derudover er han en god dreng med store menneskelige kvaliteter. Han er ikke nogen Copacabana-knægt, der kun kan præstere, når det er varmt. Han har ben i næsen og gør en forskel for os, når han spiller.
Steinlein mere end indikerer, at man enten finder en aftale med Vasco da Gama eller udnytter købsklausulen, der ifølge Ekstra Bladet lyder på 18 millioner kroner.
- Han gør det godt. Vi er glade, han er glad, men det er ikke noget, der haster, siger Steinlein til bold.dk og tilføjer:
- Jeg kan ikke forestille mig andet end, at han på et tidspunkt bliver FCM-spiller permanent. Vi kommer helt sikkert til at beholde ham. Vi er jo købmænd.
Evander har inklusiv pokalen spillet 12 kampe og scoret tre mål.
mikael@bold.dk



FC Midtjylland
3F Superliga





























