Luk

Imponeret Hjulmand: Damsgaard er lim for os

| EM | 15 kommentarer

Infoboks

Kasper Hjulmand roser Mikkel Damsgaard til skyerne og kalder den unge offensivspiller lim i Danmarks spil.

20-årige Mikkel Damsgaard imponerede på den største scene, da Danmark torsdag tabte 1-2 til Belgien trods en generelt flot rød-hvid indsats i Parken.

Kasper Hjulmand sender dagen derpå stor ros i retning af Damsgaard, der ifølge landstræneren gav Belgien nogle af de samme problemer, som Kevin De Bruyne gav Danmark.

- Jeg synes jo, at lidt ligesom vi havde problemer med Kevin, så vil Roberto (Belgiens landstræner, red.) også sige, at de havde problemer med Damsgaard, fordi han driver sådan rundt, fanger noget rum, tager bolden til sig og er lim i vores spil. Det gør, at mange af vores andre typer bliver bedre, så han gør jo også sine omgivelser bedre.

- Han suger tingene til sig. Han vil gerne have bolden. Han kan drible og sætte en mand uden at være sådan en typisk dribler. Han er jo ikke sådan en hurtig spiller, mens hans evner til at cutte bolden og skifte retning og så opfattelsen af tid og rum på den måde gør, at han binder vores spil – lidt ligesom vi har sagt før, når vi har spillet med Jonas Wind, der gik ned i banen.

- Damsgaard kommer lidt fra forskellige steder fra. Han er en lidt anden spillertype, men han er en teknisk begavelse og en naturlig fodboldspiller, der kan sætte de andre op, siger Hjulmand og tilføjer:

- Det er jo imponerende, men vi vidste det jo godt. Vi havde alle sammen set ham spille sådan her rigtig mange gange både som ungdomsspiller, i Superligaen og nu også for Sampdoria, men at tage den op til det her niveau mod de bedste spillere i verden, det er imponerende.

Mikkel Damsgaard har spillet fire A-landskampe under Kasper Hjulmand, hvor han har bidraget med to scoringer og flere oplæg.


Af Martin Schmidt
Søndag 25. juli