Luk

Ingen vinder i playoff-gyser i Horsens

| Op/nedrykningsspil | 57 kommentarer
Ingen vinder i playoff-gyser i Horsens
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

AC Horsens og Vendsyssel spillede onsdag første kamp i playoff om en plads i Superligaen, og her sluttede en rodet kamp 0-0.

AC Horsens slog søndag Esbjerg med 3-2 og sendte dermed Esbjerg ud af Superligaen, mens Bo Henriksens tropper selv skulle ud i playoff om en plads i Superligaen mod Vendsyssel, som blev nummer to i 1. division.

Første kamp mellem AC Horsens og Vendsyssel blev spillet onsdag aften i Horsens, og det var under svære forhold, da en kraftig vind stod ind over banen.

Horsens åbnede bedst, uden det dog var sprudlende spil, men holdet fik sendt flere bolden ind i og omkring Vendsyssel-feltet.

Første gode mulighed faldt til Jonas Gemmer efter et fladt hjørnespark, men midtbanespilleren fik ikke ordentlig ram på bolden.

De mange luftdueller i første halvleg gav flere spilstop undervejs, da spillerne fra de to hold ofte bankede hovederne sammen, og i det hele taget var det en rodet forestilling, hvor Horsens undervejs følte sig snydt for et straffespark.

Begge hold viste primært tænder på dødbolde, og kort før pausen kom Horsens til det bedste tilbud, da Lasse Kryger fik headet på mål, men Jesper Christiansen nåede ud til stolpen og fik sendt bolden til hjørne.

Det rodede spil fortsætter i anden halvleg, hvor begge hold fortsat forsøgte at blive farlige ved at sende høje bolde ind i modstanderens felt, og det var stadig Horsens, som virkede farligst.

Jesper Christiansen og Vendsyssel-forsvaret stod dog godt imod, og kun ganske sjældent var der ved at opstå farlige muligheder foran gæsternes mål.

Vendsyssel havde optræk til muligheder på kontraangreb, men Horsens var hele tiden opmærksomme på ikke at få for mange folk med frem, og Vendsyssel fangede derfor sjældent hjemmeholdet i ubalance.

Kampens største chance kom kort før tid til Kjartan Finnbogason. Efter et hjørnespark havnede bolden for fødderne af angriberen på kanten af det lille felt, men islændingen sparkede i sidenettet.

I kampens overtid opstod der dramatik, da Vendsyssels Ninos Gouriye begik en hævnakt mod Horsens' Mikkel Qvist og fik rødt kort.

Kort efter blev der fløjtet af, og den chancefattige kamp endte 0-0. Dermed er alt fortsat helt åbent til returopgøret i Hjørring på søndag.

Stream Brøndby IF – AC Horsens på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Mikkel Nøhr
Søndag 21. juli