Luk

Ingvartsen nettede forgæves i Union-nedtur

| Bundesliga | 4 kommentarer

Marcus Ingvartsen nettede for anden gang i sæsonen og brændte straffe, da Union Berlin blev slået 2-1 af Augsburg.

Union Berlin tabte i midtugen for første gang i halvanden måned i Bundesligaen, da Leipzig blev for stor en mundfuld. Det skulle revancheres i lørdagens udekamp mod Augsburg.

Florian Niederlechner sørgede dog for at give hjemmeholdet den bedste start med sit føringsmål efter godt et kvarter, men kort efter kom Unions modsvar.

Marcus Ingvartsen er ikke kommet på tavlen siden oktober, men efter 24 minutter var det ham, som bragte hovedstadsholdet tilbage i løjerne.

Ingvartsen skulle have dommeren af vejen for at få plads til sit skud fra kanten af feltet, men da først ophavsmanden havde flyttet sig for boldens bane, klappede Ingvartsen flot kuglen ned i fjerneste målhjørne til 1-1.

Niederlechner bragte Augsburg på 2-1 lige efter pausen, men Ingvartsen fik chancen for at udligne for anden gang efter 56 minutter fra straffesparkspletten.

Danskeren svigtede dog og sparkede lige i højde for Rafal Gikiewicz, som nappede afslutningen. Det kom til at koste et point for Union, da Augsburg vandt 2-1.



Barrett klasket af Frankfurt

Det var heller ikke sjovt at være Jacob Barrett Laursen lørdag eftermiddag. Danskeren startede på Bielefelds venstre back, da oprykkerne hjemme blev ydmyget med 5-1 af Frankfurt. Gæsterne havde både André Silva og Luka Jovic på måltavlen.

I eftermiddagens øvrige kampe hentede Wolfsburg en 1-0-sejr over et slattent Bayer Leverkusen på Bay Arena, mens Freiburg slog Stuttgart 2-1.

 


Af Casper Baunsgaard
Lørdag 27. februar
Fredag 26. februar