Luk

Iniesta strålede og bankede Scholz og co.

| J. League | 1 kommentar

Infoboks

Vissel Kobe - Urawa Red Diamonds 5-1
J. League
8' 1-0 Yuya Osako
21' 2-0 Andrés Iniesta
34' 3-0 Andrés Iniesta
49' 3-1 Yoshio Koizumi
53' 4-1 Yoshinori Muto
84' 5-1 Bojan Krkic

Andres Iniesta scorede to mål og leverede en assist, da Vissel Kobe bankede Alexander Scholz og Urawa Red Diamonds med 5-1 i J. League. Kasper Junker kom ind fra bænken.

Urawa Red Diamonds var ubesejret i 10 kampe i streg i alle turneringer, men den stime sluttede lørdag for Alexander Scholz og Kasper Junker i kampen mod Vissel Kobe.

Scholz var med fra start i forsvaret, mens Junker startede på bænken, og i første halvleg lå bolden fire gange i nettet bag Scholz og co. - én af gangene blev målet dog underkendt.

Yaya Osako vandt duellen mod Scholz og sparkede bolden ind til 1-0 efter otte minutter, og ti minutter senere øgede Andres Iniesta til 2-0, da han drejede et frispark i kassen et par meter uden for feltet.

Thomas Vermaelen havde bolden i nettet efter en halv time på et hovedstød efter et Iniesta-frispark, men målet blev underkendt for offside.

Kort efter gjorde Iniesta det så i stedet til 3-0 til Vissel Kobe. Et skidt udspark af Urawa-keeper Shusaku Nishikawa endte hos Osako, der fandt Iniesta. Spanieren sparkede til bolden, der blev afrettet af Nishikawa og gik i mål.

Kasper Junker blev sendt i aktion i pausen, og Urawa fik reduceret efter få minutter af anden halvleg takket være Yoshio Koizumi, men Iniesta var ikke færdig endnu.

For bare få minutter efter Urawas reducering var Iniesta i oplæggerens rolle, da han fandt Yoshinori Muto efter endnu en fejl fra Nishikawa, og så stod det 4-1.

37-årige Iniesta blev pillet ud efter 75 minutter, og ind i stedet kom Bojan Krkic, der kort efter scorede sit første Kobe-mål. Igen var det efter sløset forsvarsspil af Urawa, der mistede bolden, og så kunne Krkic flot sparke kuglen i kassen.

Dermed sluttede det 5-1 til Vissel Kobe, der rykker op på tredjepladsen i J. League, mens Urawa, hvis gode stime på 10 kampe som ubesejret sluttede, er nummer fem.


Af Sara Margren
Tirsdag 7. december
Mandag 6. december