Luk

Italiensk lokalderby med fem mål og Lazio-sejr

| Serie A | 5 kommentarer

Infoboks

Lazio - Roma 3-2
Serie A
10' 1-0 Sergej Milinkovic-Savic
19' 2-0 Pedro Rodriguez
41' 2-1 Roger Ibanez
63' 3-1 Felipe Anderson
69' 3-2 Jordan Veretout

Lazio tog søndag imod Roma i et italiensk lokalopgør, der bød på det meste. Lazio træk sig i sidste ende sejrrigt ud af opgøret med 3-2.

Der var lokalopgør i det italienske, da Lazio tog imod naboerne fra Roma, og kampen skuffede bestemt ikke.

Inden kampen havde Lazio otte point mod Romas 12, så der skulle en hjemmesejr til for at hale lidt ind på rivalerne.

Det startede dog også godt for det blåklædte hjemmehold. Sergej Milinkovic-Savic bragte nemlig efter lidt over ti minutter Lazio foran, efter at han tog et dybt løb fra midtbanen og modtog en klasseaflevering fra Felipe Anderson, som serberen let kunne pande i mål til 1-0.

2-0 blev det også kort tid efter ved Lazios nye offensivspiller – og den tidligere Roma-spiller – Pedro, som scorede sit første mål i sæsonen.

Nicolo Zaniolo i Roma-offensiven troede, at han skulle have straffespark, men det fik han ikke, og så gik det stærkt den anden vej, hvor Ciro Immobile blev sendt afsted, og han fandt Pedro, på tværs, der sendte bolden ind i højre siden af målet med en flad afslutning.

Dermed lynhurtigt 2-0 til hjemmeholdet, men Roma tog over herefter – både i boldbesiddelse og muligheder.

Midtvejs i halvlegen havde Jordan Veretout en afslutning fra distancen, som Pepe Reina i Lazio-målet måtte sprælle for at klare, og på det efterfølgende hjørnespark headede Zaniolo så på stolpen.

Roma meldte sig dermed ind i kampen, og efter netop et hjørnespark skulle det så også lykkes at reducere fem minutter før pausetid.

Veretouts højrefod fandt med et perfekt slået hjørnespark 22-årige Roger Ibanez ved forreste stolpe, og så stod den 2-1 til hjemmeholdet, som også var resultatet, da dommeren fløjtede til pause.

Anden halvleg startede lige, men efter et kvarters spil lykkedes det nok engang hjemmeholdet fra Lazio at ramme Roma på en knivskarp kontra.

En lang dybdebold fandt Immobile alene igennem, og da han kom ind i Romas målfelt, lavede han en skudfinte, inden han uselvisk fandt Felipe Anderson, der var kommet med i feltet, og han kunne let ekspedere bolden forbi Roma-forsvarerne, der prøvede at dække af på stregen.

Det kunne ligne en tidlig afgørelse i lokalderbyet, men Roma gav ikke sådan op – specielt ikke Zaniolo, der i aftenens opgør virkede animeret.

Derfor var det ikke overraskende ham, der fremtvang et straffespark med 20 minutter igen, da han fulgte op på sin egen afslutning, og dommeren vurderede, at han blev hægtet. Veretout var her klar fra pletten, og han omsatte stensikkert til 2-3.

Zaniolo havde kort herefter endnu en afslutning mod Lazio-målet med højreskøjten, som Reina måtte ud i fuld længde for at klare.

Derefter var Immobile dog igen afsted i en kontra, som endte i en afslutning, som Roma-keeper, Rui Patricio, måtte forholde sig til.

Spændingen var altså intakt i anden halvleg, hvor det bølgede frem og tilbage med kampens udfald balancerende på en knivsæg.

Tiden tikkede dog videre til fordel for Lazio, selvom Roma blev ved med at forsøge at sætte noget målfarligt op, og med fem minutter igen var temperamenterne så også ved at løbe af med spillerne, der farede i totterne på hinanden i forbindelse med et Roma-frispark.

Dommer, Marco Guida, håndterede det dog roligt med et gult kort til Veretout og Danilo Cataldi hver.

Roma gav ikke op på noget tidspunkt, men det gjorde Lazio heller ikke, og til sidst var tiden sluppet op, hvorfor hjemmeholdet fra Lazio holdte hele vejen hjem.

Med 3-2-sejren rykker Lazio op i tabellen og lægger sig på sjettepladsen – ét point efter Fiorentina og Roma.


Af Kristoffer Lind Pedersen
Onsdag 27. oktober
Tirsdag 26. oktober