Luk

Luk

Italiensk topkamp endte uafgjort

| Serie A | 12 kommentarer

Infoboks

Atalanta - Inter 0-0
Serie A

Det endte uden scoringer, da Atalanta og Inter søndag aften tørnede sammen i en Serie A-topkamp i Bergamo. Begge hold havde chancerne, men et par stærke målmandspræstationer stod i vejen.

Der var lagt op til en dejlig topkamp i Serie A, da Atalanta søndag aften tog imod Inter i Bergamo.

Hjemmeholdet, der var uden en skadet Joakim Mæhle, lå inden kampen på ligaens fjerdeplads, mens Inter lå i spidsen med et point ned til Milan, der dog havde spillet en kamp mere.

Hjemmeholdet greb spillet optimistisk an i kampens indledning og var nærgående af flere omgange i form af indlæg og farlige opspil. Den åbne mulighed blev det ikke til, men Inter havde voldsomt svært ved at spille sig ud af presset og var reelt belejret i starten af kampen.

Inter viste dog prøver på holdets kvaliteter, da Edin Dzeko steg til vejrs i det 16. minut og fik panden på et glimrende indlæg, men bosnierens udmærkede hovedstød gik et stykke forbi målet.

Kampbilledet fortsatte, som halvlegen skred frem. Atalanta pressede højt og dominerede, men Inter var farlige, og i det 25. minut kom Alexis Sanchez frem til en kæmpechance, men hans egentlig udmærkede forsøg blev fremragende reddet af Juan Musso i Atalanta-målet.

Forbløffende nok skulle vi helt frem til det 39. minut, før kampen så den første deciderede afslutning til Atalanta. Her forsøgte Matteo Pessina sig fra uden for feltet. Forsøget var dog uden fart og snert, og Handanovic i Inter-målet klarede forsøget uden de store udfordringer.

Minuttet efter appellerede hjemmeholdet så for et straffespark, da Mario Pasalic gik til jorden i Inters felt efter at have afdriblet et par spillere. Dommerens fløjte forblev dog tavs, og ingen VAR-billeder blev tjekket.

Dermed kunne holdene gå til pause med 0-0.

Efter pausen fortsatte intensiteten, men som tilfældet var i første halvleg var det ikke, fordi tv-seerne blev forkælet med en masse chancer i anden halvlegs indledning.
Matteo Pessina var dog tæt for Atalanta efter 49 minutter, men igen var Handanovic klar med en stærk redning i Inter-målet.

Gæsterne fik i højere grad end i første halvleg skubbet spillet frem og formåede at spille sig lettere ud af Atalantas pres. I det 59. minut var Dzeko nærgående med en afslutning fra relativt tæt hold, men Musso var godt positioneret i Atalantas mål.

Begge hold tæt på af flere omgange

Inter blev mere og mere nærgående, og i det 65. minut var det kun en heroisk clearing af hjemmeholdets wingback Giuseppe Pezzella, der afholdt Dzekos farlige fra at finde Darmians fod til en afslutning på frit mål. 

Få minutter efter var Dzeko så igen-igen tæt på, da han fra det lille målfelt headede bolden over mål. Den burde bosnieren have sat i kassen.

Blot tre minutter efter var hjemmeholdet så tæt på, da Pasalic fra en fri position tæt under mål satte hovedet på bolden, men hans hovedstød gik i ryggen på en modspiller og væk fra mål. 

Handanovic i Inter-målet hev endnu en feberredning op, da Luis Muriel, der var meget præsent i Atalantas offensive aktioner, afsluttede glimrende, men sloveneren kastede sin lange krop mod jorden og reddede smukt bolden til hjørne.

I kampens slutfase bølgede spillet, og Atalanta pressede ad flere omgange Handanovic ud i nogen redninger, som han dog klarede med bravur. 
Barella, der spillede en stor kamp, fandt med en genistreg D'Ambrosio med en frispilning i feltet, men afslutningen gik skuffende i sidentettet.

Dermed endte kampen, som den startede, med 0-0, som nok er et resultat, ingen af holdene for alvor er skuffede over.

Med resultatet ligger Atalanta fortsat på fjerdepladsen og Inter på førstepladsen i Serie A.


Af Peder Carlsen
Fredag 27. maj